Det ramte USA som en atombombe. Kokain. Ren, hvid disco-shit. 1970ernes modedrug. Ted Demmes 'Blow' fortæller historien om, hvordan det gik til, da kokainen pludselig væltede ind over USA fra narkobaronen Pablo Escobars Colombia. Det er samtidig den overraskende historie om den centrale rolle en helt almindelig ung amerikansk fyr, George Jung, kom til at spille i den historie. Dermed bliver det samtidig et stykke kulturhistorie i ungdomsoprørets kølvand. En fortælling om en generation, der havde set sine forældre knokle sig selv halvt ihjel for at opnå materielle goder. Og ikke selv skulle nyde noget. 'Blow' lægger sig i sporet af flere andre nyere amerikanske film. Den deler tidsbillede med P.T. Andersons 'Boogie Nights'. Den deler emne med Steven Soderberghs 'Traffic'. Men hvor 'Traffic' er et seriøst forsøg på at afdække narkonetværkets nervesystem, minder 'Blow' på trods af sit autentiske udgangspunkt, med sin cool stil og den uskyldige Johnny Depp i hovedrollen, mere om en blanding af 'Ed Wood' og 'Jackie Brown'. George Jung forlader den småborgerlige opvækst i Boston og kommer som ung til Californien, hvor han med stor tilfredshed snubler ind i ungdomskulturens surf, sol, stoffer og sex. Han bliver småpusheren Boston George, der imidlertid snart viser sig at have et stort organisatorisk talent for smugleriets håndværk. Han kommer i fængsel. Her deler han celle med en colombianer fra Medellin-kartellet. Resultatet er forudsigeligt: »Jeg kom ind som magister i marihuana, og jeg kom ud som professor i kokain«. Omkring Depp er birollerne stærkt besat. Ray Liotta er elskelig som faderen og Rachel Griffiths det stik modsatte, men mageløs som hans kronisk utilfredse kone, Ermine. Penelope Cruz er fyr og flamme som den colombianske skønhed Mirtha, og helt pragtfuld er Paul 'Pee Wee' Reubens som bøssefrisøren og pusheren Derek Foreal, der hjælper Jung med at oversvømme USA med kokain. En stor del af filmens karakter og charme skyldes Johnny Depp og filmens karakter af jegfortælling. Men det er i det lange løb samtidig filmens begrænsning, at 'Blow' er talerør for George Jung, der tidligst kan lukkes ud af spjældet i 2014. Det bliver fremstillet, som om det nærmest er et komisk sort uheld, hver gang George bliver knaldet med et par kufferter fulde af kokain. Herregud, han er jo nærmest uskyldig. Det er jo drengestreger fra ungdomsoprørets tid. Er det måske hans skyld, at det er ulovligt? Denne indbyggede renskuring af storsmuglernes Snehvide i slutningen af Ted Demmes film, har en bismag af både sentimentalitet og kynisme. Men smart fortalt og velspillet underholdning er det. I lange baner.