Det er en underlig søgt eller omstændelig historie, instruktøren Richard Rich har valgt at fortælle med 'Svanen med trompeten'. Hovedpersonen er svaneællingen Louie (dansk stemme: Mathias Klenske), der præcis som eventyrets grimme artsfælle må gå grueligt meget igennem, før alt måske bliver godt til slut. Allerede da Louie kommer ud af ægget, er det gået galt. Hans far forventer, at han straks bryder ud i sang - som svaner åbenbart fra naturens hånd har for vane - men det viser sig, at Louie er stum. Nu begynder alle kvalerne. Louie møder snart den smukke hunælling Serena, men da han er ude af stand til ved stemmens hjælp at gøre indtryk på hende, flygter han til byen for at lære at læse og skrive. Hvilket på filmens egne præmisser er en underlig ulogisk ting. For det er jo svanestemmen, Louie mangler. Hvad hjælper det, at han kan læse og skrive som et menneske? Han kan stadig ikke kommunikere med Serena eller med andre svaner. Samtidig gør også Louies far et forsøg på at rette op på sønnens fatale mangel. I en storby stjæler han en trompet, som Louie skal anvende som erstatning for stemmen. Igen et handlingstræk, der er udtryk for en mistænkelig og kringlet logik, der gør det vanskeligt at acceptere selve historien og dens univers. Et indtryk, der blot forstærkes af, at en af fortællingens drivkræfter siden bliver svanefars meget sorte samvittighed over trompettyveriet. Irritationsmomenter, man måske kunne negligere, hvis 'Svanen med trompeten' som tegnefilmshåndværk ellerkunst, havde rummet en eller anden form for vision. Hvis der havde været magi eller poesi i tegningerne. Originalitet eller dristighed. Blot en form for personlighed. Profil. Intet af dette får man dog. Man får et kompetent og skematisk produkt. Og en alt for lang og urimelig historie.