Husene knager af frost og sindene af bekymring over den hårde vinter i en lille islandsk bygd i 1698. Mørket og uroen vækker historier om dæmoner og onde ånder, historier, som den lokale præst forsøger at mane til jorden, men uden held. Den troldomskyndige Thorkel (Pálmi Gestsson) - og flere af bygdens fiskere med ham - er overbevist om, at overnaturlige kræfter er skyld i den ekstra strenge vinter. Så da præstens søn, 10-årige Bóas (Hjalti Rúnar Jónsson), ser et pelset, menneskelignende væsen ude på isen, har Thorkel fundet sin syndebuk. Men præsten er lige så skeptisk, som hans søn er nysgerrig. Da bygdens mænd går på jagt efter væsnet, følger Bóas i hemmelighed efter uden at vide, hvad der venter ham. Det vil være synd at afsløre dæmonens sande væsen her - filmens første tredjedel er den bedste, og fornøjelsen skal ikke ødelægges. For instruktøren Gisli Snær Erlingsson og hans fotograf Sigurdur Sverrir Pálsson kan virkelig indfange stemningen af knugende isvinter og den uhygge, der frem for alt udspringer af menneskets eget sind. 'Ikingut' - der blev valgt som Bedste Film til Børnefilmfestivalen i Montreal i år - får meget skønhed forærende af det islandske kystlandskab. Men Pálssons fotografering giver skønheden en djævelsk skarp kant; den er skæbnesvanger som historien selv. En tredjedel inde i filmen ændrer Erlingsson desværre kurs. Gemytligheden kommer listende. Selvom der stadig er dramatik og glimtvis fare på færde, tager de farceprægede løjer til - som da onde Thorkel og hans småfjottede tilhængere spiser fordærvet mad og nær ræber og prutter sig til døde. De komiske indslag er øjensynlig tænkt som en modvægt til uhyggen - 'Ikingut' vil gerne være en familiefilm, og det er traditionelt en genre som garanterer ufarlighed. Men 'Ikingut's emne er langtfra ufarligt; filmen udvikler sig til være en meget aktuel fortælling om fremmedhadets grimme fjæs. Det er jo ikke ligefrem noget, der kalder på et lille rask grin, og de farceagtige indslag har tendens til at virke malplacerede. Det er ærgerligt, at Erlingsson - og hans økonomiske bagland - ikke har haft modet til at bryde med vanetænkningen, været konsekvente og gjort 'Ikingut' til en mere skarptandet film. For de har gode skuespillere på hånden, og et stemningsmættet miljø, der på virkningsfuld vis fungerer mere som medspiller end som kulisse. Selvom 35-årige Erlingsson, der har baggrund i tv-mediet, tilhører den yngre generation af islandske instruktører, er der noget tiltagende gammelmodigt over hans tredje spillefilm. Alt som brodden tages af det menneskelige drama - selv de onde viser sig at have gode hjerter - fylder Erlingsson tomrummet ud med moraliserende replikker. En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, kunne være undertitlen på 'Ikingut', der betyder ven på grønlandsk. Smukt, velment - men når en morale er for tyk og anmassende, har man jo tendens til at lukke ørerne, og det gælder såvel børn som voksne. Synd, at 'Ikingut' kammer over mod slutningen, for langt hen ad vejen er det en atmosfæremættet og spændende film, det giver mening at se med sine unger - hvad enten man er deres forældre eller klasselærer.