I en tegnefilm om opdagelsen af sagnriget Atlantis er der naturligvis lagt op til, at fantasien kan rulle sig ud i fuld længde. Der er jo på forhånd ingen grænser for, hvad man kan forestille sig i forbindelse med den myteomspundne lokalitet. Hvordan har naturen, arkitekturen og befolkningen set ud i Atlantis? Hvordan har samfundsforholdene og kulturen været? Rent visuelt giver 'Atlantis - Det forsvundne rige' - en række flotte, teknisk imponerende svar på disse spørgsmål. Her er der ingen smalle steder i det nye, effektive udspil fra Disneys ydedygtige drømmefabrik. Atlantis tager sig godt ud på lærredet. Et panorama, der gør indtryk. Det er stort, farvestrålende, hemmelighedsfuldt. Men først og fremmest er det netop stort. Og derfor er det desværre også sådan, at det er på distancen, anskuet som en mægtig teknisk bedrift, at selve filmen 'Atlantis - Det forsvundne rige' er mest virkningsfuld. For rykker man tættere ind på livet af historie og personer (udstyret med danske stemmer), finder man ofte, at det store format dækker over en række velprøvede fraser. Historiens hovedperson er den unge kartograf Milo med den løbske fantasi. Milos store drøm er at finde det forsvundne Atlantis, men hans omgivelser har kun hovedrysten og irritation tilovers for den forrykte idé. Det viser sig imidlertid, at en excentrisk milliardær - er der ikke altid sådan en i nærheden? - kommer ind fra højre og sætter handlingen i sving. Nu skal Milo pludselig for alvor og i virkeligheden af sted mod Atlantis. Han får en flot ubåd at sejle i. Og han får en besætning stillet til rådighed, der udgøres af en samling skæve og iøjnespringende typer. Mest indtryk, skønt placeret i handlingens periferi, gør måske den kvindelige telegrafist, som filmen igennem ryger sine cigaretter i takt med, at hun med knastør sarkasme kommenterer begivenhedernes vilde gang. Det står nu naturligvis klart, at Milo og hans gæve besætning i ubåden vil finde det efterstræbte Atlantis. Men rent dramaturgisk sker det næsten for hurtigt og for smertefrit i filmen. For det er slet ikke selve jagten og dens mange mulige farer og vanskeligheder, der udgør hovedhandlingen i 'Atlantis - Det forsvundne rige'. Det gør derimod Milos eventyrlige oplevelser i det mystiske, undersøiske land. Og her specielt hans møde med den smukke prinsesse Kida. Nu er det indlysende, at Milos beretning om Atlantis også bliver en kærlighedshistorie. Men alligevel er det en ydre, noget forudsigelig dramatik, der driver historien frem. Det viser sig nemlig, at Milo og hans ekspedition pludselig trues på en måde, der virker som et påklistret greb i handlingen. Et simpelt forsøg på at få action i billederne og holde dampen oppe. Lad os endelig ikke miste opmærksomheden og tålmodigheden. På denne måde er 'Atlantis - Det forsvundne rige' ganske helgarderet. Og på denne måde overlades alt for meget til fantasien. Altså ikke den på lærredet, men den, der blev væk.