Der er ingen tvivl om, at Gary Fleders udmærkede thriller 'Ikke et ord' rent formelt har den spændingsmæssige side af sagen i orden. Her arbejder instruktør og manuskriptforfatter med i hvert fald tre nervepirrende momenter eller delfortælling. Fine løfter Der er historien om en kidnapning, hvor en psykiaters lille, forsvarsløse datter er ofret. Der er den spegede psykologiske duel mellem psykiateren og en kompliceret kvindelig patient (som muligvis blot er en meget dygtig skuespiller). Og endelig er det sådan, at psykiaterens smukke hustru er sengeliggende med et alvorligt benbrud, mens hun i det skjulte overvåges af en bande utilregnelige forbrydere. Alt sammen fine løfter og ingredienser. Men alligevel er det sådan, at Gary Fleder ikke helt får noget originalt eller ekstraordinært ud af det stærke oplæg. Det vil således være forkert at karakterisere 'Ikke et ord' som en dårlig thriller, men næppe at kalde den et gangbart stykke gennemsnitsunderholdning fra den amerikanske filmindustri. Det er Michael Douglas, der spiller den altdominerende hovedrolle som psykiateren Nathan Conrad. En dag må han se i øjnene, at hans sorgløse tilværelse med familielykke og velstand truer med at synke i grus. Det sker, da hans øjesten, datteren Jessie, kidnappes. Kort tid efter viser det sig, at Jessies kidnapning er forbundet med Conrads behandling af en ny, meget besværlig og voldelig kvindelig patient, Elisabeth (Brittany Murphy), som tilsyneladende er ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Men af kidnapperne sættes Conrad nu på den indviklede opgave, at han inden for meget få timer skal få et bestemt seks-cifret tal ud af Elisabeth. Samtidig må Conrad konstatere, at hans modspillere rent teknisk er veludrustede, idet de nøje er i stand til at overvåge hans lejlighed, hvor hans desperate hustru Aggie (Famke Janssen) ligger lænket til sin seng. Solide Michael Douglas Her er der nok af spænding at gå i kast med. Måske for meget? For det er muligvis filmens største svaghed, at den fortællemæssigt spreder sig for vidt og ubeslutsomt og derved aldrig får et bærende tyngdepunkt slået fast. 'Ikke et ord' spiller i næsten to timer, og alligevel virker det sådan, at Conrads psykiatriske behandling af Elisabeth, inklusive, en række dramatiske og opklarende tilbageblik, foregår på urealistisk rekordtid. Her får instruktør, og publikum, alt for lidt ud af en lovende psykologisk konfrontation. Mens det til den anden side forekommer påklistret og forstyrrende, at den kvindelige kriminalassistent Cassidy (Jennifer Esposito) med ét kommer ind fra højre og tiltvinger sig en hovedrolle i sagens opklaring og det hæsblæsende slutspil på en skummel kirkegård. Til gengæld er der heldigvis ét sted, hvor håndværket og koncentrationen er i orden. Nemlig hos den solide og usvigelige Michael Douglas. Ganske vist er han muligvis en smule for gammel til rollen, men i udstråling og motivation er han i bedste forstand professionel til fingerspidserne. En svagere indsats her havde gjort 'Ikke et ord' alt for udflydende og flimrende. Nu har den da ét sted med rygrad og retning.