Idéen er sød og sympatisk, men desværre er forventningens glæde måske alligevel den største i forbindelse med projektet 'Olsen Banden Junior'. Som antydet føres vi her tilbage til den folkekære Olsen Bandes knap så sorgløse barndom i slutningen af 50'erne, og vi ser, hvorledes Egon (Aksel Leth), Benny (Christian Stoltenberg) og Kjeld (Jacob A. Bernit) allerede i en tidlig alder mestrer den svære kunst at føre en sindrig plan ud i livet. Og når Egon overhovedet skal bruge sin lille, kvikke drengehjerne til at lægge planer, er det, fordi en stor fare truer ham. På det børnehjem, hvor han er anbragt, er han nemlig blevet snydt af den fæle direktør Hallandsen (Jesper Langberg) og dennes kvindelige kompagnon, doktor Rakowski (Ellen Hillingsø). Den skumle duo har givet sig ud for at være et venligt og velhavende ægtepar og ved at betale én million kroner til børnehjemmets beregnende forstander (Claus Ryskjær) har de adopteret den forældreløse Egon. Men i virkeligheden er Hallandsen og Rakowski i gang med et meget mere lyssky forehavende. Fra Skandinavisk Raket Fabrik vil de simpelt hen opsende den første bemandede raket i verdenshistorien, og den intetanende Egon, som ingen familie har, er udset til at være det levende væsen i spidsen af rumfartøjet. Derfor er gode råd dyre for den stakkels Egon. Og det lykkes ham da også i første omgang forbløffende let at slippe ud af kløerne på Hallandsen og Rakowski. Hvorefter han sammen med vennerne Kjeld og Benny straks går i gang med at stjæle kufferten med de mange rare penge tilbage fra forstanderen på børnehjemmet. Det er nu jagten på denne kuffert, der i det efterfølgende stort set bliver handlingens eneste drivkraft, og her kan det dårligt skjules, at manuskriptet er skruet utilfredsstillende sammen. Det er, som om plot og handling aldrig lægger den ujævne karakter bag sig - enten alt for indviklet og søgt eller alt for forenklet og letløbende. Det gælder bl.a. også den famøse kufferts mange ejerskift. På den ene side må Egon lægge sit hoved vældig meget i blød for at få Hallandsen til at slippe den, på den anden erobrer direktøren straks kufferten tilbage med et simpelt snuptag. Mest sjov og underholdende er 'Olsen Banden Junior' derfor i sin skildring af typer og tidsbillede. Morsomt er det f.eks. at se Kjeld og Yvonne, der til førstnævntes fortvivlelse bestormes af en knallertkørende bejler, i biografen til 'Mød Mig På Cassiopeia' (fra 1951). Her og et par andre steder er det, som om filmen tilføres et liv og en kolorit, der med held kunne være opdyrket på bekostning af de mange mere mekaniske kup- og forfølgelsesscener. Endelig er der bestemt en vis charme i filmens præsentation af Olsen Bandens medlemmer som raske drenge, der alligevel tydeligt har de velkendte voksne typer - den selvsikre, temperamentsfulde Egon, den fjollede, ubekymrede Benny og den skikkelige, ængstelige Kjeld - i støbeskeen. Men bedst på dette felt er måske Signe Lerche som Yvonne - allerede øretæveindbydende charmerende på denne skråsikre, forkælede og egocentriske facon. Men er børnene i orden, gælder det desværre, at der i de voksne roller ikke er nok at spille med. Derfor udvikler navnlig skurkeportrætterne af Hallandsen og Rakowski sig hurtigt til for lidt kød og for meget kliché. Og hermed er hele den grundlæggende ujævnhed ved 'Olsen Banden Junior' understreget. Filmen underholder habilt, men den vil for lidt. Hvilket bl.a. også betyder, at den slet ikke kommer i nærheden af det signalement af godmodig dansk selvironi - en utrolig fællesnævner mellem hygge og anarki - der kendetegner de bedste af de originale film om Olsen Banden.