Takeshi Kitano laver film, hvor replikkerne er få og små, og det ydre handlingsreferatet kan overståes i ganske få sætninger: En loyal japansk gangster må modstræbende tage flugten til Amerika, da hans Yakuza-boss bliver likvideret. I Los Angeles slår den benhårde og nådesløse Yamamoto kludene sammen med sin lillebroder Ken og dennes bande af småpushere. Han introducerer yakuza-broderskabets ubrydelige loyalitet og totale hensynsløshed. Det er effektivt. Snart bliver den lille bande så stor, at den er en trussel mod det etablerede hierarki i L.A.'s underverden. Tavse mænd i sorte jakkesæt, der uden at fortrække en mine skyder hinanden kugler for panderne. Tavse mænd, der uden at kny beviser deres loyalitet ved at skære sit ene fingerled af med en japansk køkkenkniv. Det lyder hverken videre behageligt eller udpræget dybsindigt. 'Brother' er for så vidt heller ikke nogen af delene. Alligevel har den japanske instruktør, skuespiller m.m. Takeshi 'Beat' Kitano igen lavet en film, man ikke sådan uden videre bliver færdig med. Også selvom 'Brother' slet ikke kommer op på siden af hovedværket 'Hana-Bi' fra 1997. I 'Brother' er gangsteren Yamamoto (spillet af Kitano) i begyndelsen så tavs og fjern, at man har ham mistænkt for at være døvstum. Også i 'Hana-Bi' spillede Kitano en mildest talt ordknap hovedperson. Den store forskel på de to film er kort og godt, at hvor 'Hana-Bi' sin brutalitet til trods var en menneskeligt bevægende fortælling, er 'Brother' den koldsindige historie om en dræbers forhold til begreberne ære og loyalitet. Yakuza-gangsteren har som en af fortidens samuraier levet med sin ubetingede loyalitet som sit ét og alt. Gangsterne er brødre forenet i ubrydelig loyalitet til Bossen. Takket være sine 'brødres' hjælp og en myrdet vagabonds identitet, redder Yamamoto sit liv. Men det er kun et skinliv. Som en samurai har han fortabt liv og ære i det øjeblik, hans herre blev dræbt. Selvom han trækker et nok så konkret blodspor efter sig igennem Los Angeles' underverden, er han kun en skygge af sig selv. Som en fatalistisk fjern slægtning til MacBeth tilkæmper han sig sin trone. Det sker uden spor af tvivl eller skyld. Til gengæld er hans blodige stræben uden dybere mening. For han er en mand med hjemløse æresbegreber i et fremmed land. Hvordan udviser man ubrydelig loyalitet over for sin herre, når først man selv er blevet herre over sin egen skæbne? Et drilsk, desillusioneret og bittert paradoks af et lille smil spiller konstant i mundvigen på Yamamoto, mens han gennemspiller sin rolle i et skæbnesvangert og frugtesløst spil. Med dette lille mundvigssmil sparer Kitano en hulens bunke replikker, og han rutter vanen tro ikke med ordrige forklaringer. Film er et møde mellem lyd og billeder, og Kitano arbejder uhyre bevidst med det. Ved flere skæringspunkter i handlingen lader han således med stor effekt billedfortællingen forblive fastfrossen, mens handlingen fortsætter på lydsporet uden for billedet. Det æstetiske blik er skarpt, men det sker dog også, at det løber af med Kitano. Italiensk-amerikanske mafiosi ville næppe finde på at placere myrdede modstandere, så de svarede til det japanske skrifttegn for 'død'. Også selvom det ser godt ud! Kan man tåle den særdeles blodige most er 'Brother' en hårdkogt, hypnotisk skæbnefortælling. Fortalt i ulmende, stramme billeder med en foruroligende kølig kameraføring. Som blev begivenhederne set af et tålmodigt lurende rovdyrs øjne. Yamamoto er i Kitanos skikkelse i billedet det meste af tiden. Men det føles også, som om han er til stede uden for billedet. Som den tavse tilskuer til sin egen blodige skæbnefortælling. 'Brother' er således på en gang en subtil og brutal film. En raffineret men også foruroligende tom gestus af en bloddryppende gangsterfilm.