De amerikanske filmbrødre Farrelly ved man stadig, hvor man har. Nemlig i drengeværelsets muntre pubertetshjørne med en samling fnisende, fjogede og fladpandede vittigheder. Det gælder også duoens nyeste udspil, 'Hal's store kærlighed'. Alligevel er det også, som om Farrelly-brødrene ganske langsomt er ved at blive en lille smule mere voksne og alvorlige. For bag den ofte lavkomiske og udpenslede humor i 'Hal's store kærlighed' aner man tillige omridset af noget mere tungt og besværligt. Holdninger og budskaber, f.eks. Det er ikke det store, men dog et lille skridt på vejen for det ellers så gemytlige makkerpar, der i 1994 debuterede med den nærmest sygeligt infantile farce 'Dum & dummere' (med Jim Carrey og Jeff Daniels). I 'Hal's store kærlighed' har instruktørerne valgt at slå et slag for sandheden eller klicheen om, at skønhed kommer indefra. Kærlighed er i hvert fald ikke et spørgsmål om udseende og den slags billigt skidt. Det er ellers, hvad hovedpersonen Hal (Jack Black) går rundt og tror. Sammen med vennen Mauricio (Jason Alexander) er han sygeligt optaget af kvinders ydre fortrin og kan overhovedet ikke forestille sig, at mærkværdige fænomener som sindelag, personlighed og følelsesliv spiller en rolle. Nu er det klart, at Hal skal have en lærestreg. Og det får han, da han ved et tilfælde må opholde sig i en defekt elevator sammen med selvhjælpsterapeuten Tony Robbins. De to mænd falder i snak, og Robbins forfærdes straks over Hals umodne syn på kvinder, følelser og kærlighed. Terapeuten giver derfor Hal en lektion, og da denne forlader elevatoren, er han som forandret. Mauricio må nu til sin bestyrtelse se, hvorledes vennen falder for de tykkeste og grimmeste kvinder. Hal selv ænser det ikke. Han har kun blik for den indre skønhed. Og han bliver derfor forelsket til op over begge ører, da han møder den store og klodsede, men umådeligt hjertensgode og opofrende Rosemary (Gwyneth Paltrow). Nu kan man hævde, at det er en diskutabel pointe ved Farrelly-brødrenes film, at Hal netop ikke elsker Rosemary som tyk og overvægtig. For han ser hende udelukkende som Paltrows slanke skønhedsideal af en skikkelse. Men alligevel er det på den anden side klart, at dette enkle plot effektivt lægger op til stribevis af komiske komplikationer og optrin. Og de kommer da også ganske forudsigeligt. Men desværre bliver latteren ofte halvhjertet og uforløst. Pakket ind, som den er, i alle disse reelle hensigter og opbyggelige budskaber. 'Hal's store kærlighed' tør, når det kommer til stykket, alligevel ikke at være så vild, sort og absurd, så respekt- og betingelsesløs, at den virkelig gør en forskel. Den forbliver en pæn og korrekt komedie. Det er ikke særlig morsomt. Eller tungtvejende.