Se min bluse, den er rød som kirsebær og kærlighed, som Campari og Kristi blod. Farven rød er på en baggrund af håbets grønne kulør signalfarven i Jean- Pierre Jeunets 'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre'. På et tidspunkt kan man faktisk se Amélies rødgyldne hjerte slå tværs igennem hendes røde cardigan. Som kilden til selve den animerede følelse, der kolorerer en hovedkulds fortælling om en moderne helgen. En film som med sine stiliserede farver og hyggeligt karikerede figurer visuelt kan ligne den digitale tidsalders svar på det naivistiske maleri. Det animerede hjerte slår i en film, som Cannes takkede nej til, men som siden har fået millioner af franskmænd til at valfarte til biograferne. Foruden at have gjort nærmest rent bord ved European Film Awards er det netop også de mange publikumspriser, der viser, at det mere end noget andet er folks hjerter, Amélie vinder så overbevisende. Det er der dog ikke noget at sige til. 'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre' er en uendelig charmerende film skabt af en billedmager, der på én gang er elegantier, tusindkunstner og barnlig sjæl. En fortæller, der rask væk blander mange former for virkelighed. Her hvirvles løsrevne stumper encyklopædisk viden sammen med konsekvenserne af sommerfuglens vingeslag i kærlighedens små og store affærer. Her mødes ekspressionisme, surrealisme og realisme. Her ligner skyformationen i barnets øjne rent faktisk en hvid kanin på den blå himmel. Film, der fra første færd etablerer sit eget skæve univers, har sjældent det helt store publikumspotentiale, men manden bag 'Delicatessen' og 'De fortabte børns by' har med 'Amélie' skabt en markant undtagelse. Måske fordi man her får en uortodoks filmoplevelse, der godt nok er aparte, men er det på en tilforladelig og humoristisk facon. Netop fordi det hele tiden er en smittende barnlig leg med filmmediets fedtfarver, er det en film, som kan overskride grænser uden at virke provokerende eller irriterende. I filmen bliver Amélie Poulain født i 1973 og får allerede som lille pige hjertekvababbelser, når hendes doktorfar én gang om måneden lytter til hendes hjerte. Det er en del af det månedlige tjek. Ellers rører han hende aldrig. Hun har ellers sådan brug for et kram. Hendes hjertes hurtige slag får faderen til at konkludere, at datteren har svagt hjerte. Hun bliver holdt ude af skolen og får hjemmeundervisning af moderen, der er endnu mere stiv i det følelsesmæssige betræk. Undervisningen får en brat ende, da moderen uden for Notre-Dame får en fransk-canadisk selvmordsturist i hovedet. Herrens veje er i sandhed uransagelige. Således udstyret med en parodi på en følelsesforkrampet opvækst begiver datteren sig som voksen ud i en verden, hvor miraklerne venter på den hellige og almindelige Amélie. Hun får arbejde på en café på Montmartre. Her begynder hun at finde sin bestemmelse som skytsengel. Hun arrangerer de andres forelskelser og går heller ikke af vejen for at bijobbe som opfindsom nemesis. Men som en fransk kusine til Jane Austens Emma er Amélie en geskæftig mirakelmager, der har mere end svært ved at håndtere sit eget hjerte. Skæbnen mager det således, at hun bliver forelsket i en mærkelig ung mand, som samler på iturevne pasfotos og ernærer sig dels som ekspedient i en pornobutik, dels som knokkelmand i et spøgelsestog. Øjne og ører er konstant fornøjede i selskab med Amélie, der bliver alfeagtigt spillet af den unge Audrey Tautou med øjne som store sorte druer. Ind i dette farvekalas spindes Yann Tiersens musik, der væver franske toner fra gadens valse til Satie-inspiration sammen til en fortryllende kalejdoskopisk baggrundsmusik. Et perfekt fransk stil-potpurri til en film, der udspiller sig med et stiliseret Montmartre som kulisse. I en tid, hvor fransk film kunstnerisk er domineret af nyrealisme og kommercielt af dramatiske storproduktioner som 'De røde floder' og 'Pagten', er 'Amélie' med sine tråde tilbage til Boris Vians surrealisme en sjælden paradisfugl. En film, som efterlader én med rosenrødt blussende kinder og lethed om hjertet. Men unægtelig også rummer så meget koketteri og lethed, at den bagefter næsten fornemmes vægtløs. Og dog. Måske er den drømmende leg med farverne mening nok. »Det er svære tider for drømmere«, sukkes der i en film, der i hvert fald selv gør et behjertet forsøg på at give en prosaisk tid en mere skælmsk og sværmerisk og ikke mindst farverig dagsorden.