Der er på papiret et interessant og morsomt plot i Demian Lichtensteins kriminalkomedie '3000 Miles to Graceland'. De to gamle forbrydermakkere Murphy (Kevin Costner) og Mike (Kurt Russel) har sammen med et par håndlangere planlagt et kup mod et spillekasino i et hotel i Las Vegas. Samtidig finder der på hotellet en storstilet Elvis Presley-begivenhed sted. Bygningen vrimler simpelt hen med mænd, der er klædt ud som rockkongen. Det er medlemmerne af banden også, og det hele ligner udspillet til en skæv og vittig film om gangstere på afveje. Men alt for hurtigt viser det sig, at instruktøren løber tør for charme, ideer og humor. Og så er der kun én udvej. Filmen bliver holdt i gang ved, at Murphy og Mike i det uendelige forfølger hinanden (og udbyttet af kuppet) gennem USA og samtidig skyder på alt, hvad der rører sig og ikke rører sig. Med andre ord udvikler '3000 Miles to Graceland' sig med stor hast til et trættende og langstrakt blodbad, hvor man med forbløffelse ser Kevin Costner udfolde alle sine ellers så venligtsindede talenter som skydegal dumrian og desperado. Det skulle han ikke have gjort. Det holder ikke. Costner kan simpelt hen ikke tørre flinkeskolen af fjæset. Men sådan er '3000 Miles to Graceland'. En i dårligste forstand grov og ujævn film. Til sidst, da Costner omsider dør i en afsindig skudkamp, synger Elvis Presley sangen 'My Way'. Det burde naturligvis have være Frank Sinatra. Men når nu filmen ligesom er begyndt med Elvis, så fanger bordet vel.
3000 Miles to Graceland
Lyt til artiklen
