'De Tre Musketerer' kan laves på mere end én måde. Med springfyren Gene Kelly som D'Artagnan gav George Sidney i 1948 et uopslideligt charmerende bud på en festlig filmatisering af Dumas' klassiker. I 1973 var det Michael Yorks tur til at have hovedrollen i Richard Lesters veloplagte vits til en respektløs tid. Flere andre filmatiseringer er sunket dybere ned i glemslen. Samme vej vil den nye 'The Musketeer' instrueret af actionveteranen Peter Hyams sandsynligvis også snart gå, og ikke kun fordi den i tv-skuespilleren Justin Chambers har en kun alt for forglemmelig D'Artagnan. Hyams er gået radikalt tilværks. Ambitionen har været at lave en slags vestlig pendant til Ang Lees 'Tiger på spring, drage i skjul'. Takket være den garvede stuntkoreograf Xin Xin Xiong har det resulteret i de akrobatiske fægtescener, der er filmens eneste virkelige eksistensberettigelse. Kampscener som sammenlignet med 'Tiger på spring ...' er renset for metafysik og vægtløs elegance og i stedet forvaltet som blodigt cirkus med stiger og reb. Hyams, der både er instruktør og fotograf, har med sin lyssætning gjort meget ud af at vise, hvor dunkel verden var inden døre, før det elektriske lys blev opfundet. Det giver filmen en særegen skummel og kaotisk stemning, uden at man dog egentlig kan sige, at noget særligt er vundet ved det. Til overflod har Hyams forsynet det engang så kække drama med sved, skidt og stinkende kloakker. Alt sammen som del af en mere end tvivlsom byttehandel. Hyams har satset på akrobatisk action og en plump realisme i miljøbeskrivelsen, der står i grel modsætning til et plot, der er beskåret til en noget nær absurd røverhistorie. Athos, Porthos og Aramis er blevet tre bumser i forbifarten, mens Lady de Winter helt er forsvundet og erstattet af Tim Roth-figuren Febre. Kardinal Richelieus blodtørstige højrehånd og den inkarnerede ondskab. En sortklædt satan af en karikeret actionskurk. Mena Suvari ('American Beauty' og 'American Pie') er trods alt et spøjst valg som tjenestepigen, D'Artagnan taber sit hjerte til. Sammen med Justin Chambers udgør hun et ærkeamerikansk par med en kvik ungdomsreplik midt i en kinesisk inspireret kampfilm med europæiske skuespillere. Catherine Deneuve glider som Frankrigs sande dronning rundt i handlingens mulm og mørke med et lille royalt smil om munden. Der er knald på klingen, men charmen er minimal. »Jeg voldtager historien, men giver den smukke børn«, sagde Dumas om sine romaner. Peter Hyams er i sin Dumas-filmatisering helt med på den med at voldtage historien, men hans afkom er blevet en grim bastard.