På en måde kan man sige, at det er metoden og midlerne og ikke det færdige resultat, som i 'Point Of View' har ligget instruktøren Tomas Gislason mest på sinde. Filmen er et eksperiment, lavet med pioneråndens indstilling. Det må briste eller bære. At det samlede facit mest gør det første, er i denne forbindelse næsten underordnet. Vigtigt for Gislason har det i stedet været at fremhæve improvisationens betydning for 'Point Of View'. Filmen er med et meget lille filmhold optaget som en slags dokumentarfilm, og i personskildring og handlingsgang er der lagt stor vægt på det spontane og intuitive. Lad os se, hvad der sker. Rundt om hjørnet venter nye oplevelser, mennesker og veje. Det er en tilgang, der både udtrykkeligt er inspireret af rastløse og grænseafsøgende forfattere som William Burroughs og Jack Kerouac fra den amerikanske beatgeneration, og som harmonerer udmærket med filmens temaer og stilistiske karakter. 'Point Of View' er en rendyrket roadmovie. Og ikke nok med det. Den foregår tillige i roadmoviens og beatgenerationens forjættede land, USA. Men det er et par danskere, der i første omgang er på farten og rundt på gulvet. Kamilla (Trine Dyrholm) og Henrik (Ulrich Thomsen) er ankommet til Las Vegas for at blive gift. At noget er gået galt, erfarer vi dog allerede i indledningsscenerne, hvor Kamilla afhøres på en politistation i Seattle. Og hvad, der nu følger, er Kamillas historie i springende tilbageblik. Kamilla og Henrik blev aldrig gift. I sidste øjeblik har førstnævnte fortrudt, og i en blanding af desperation og kådhed har hun i Las Vegas kastet sig op på bagsædet af den første, den bedste motorcykel. Hermed er roadmovien en realitet. Køretøjets ejer er den tillukkede og traurige enspænder Rock (Gareth Williams), og 'Point Of View' bliver nu en skildring af det umage motorcykelpars mere eller mindre planløse færd på vejene fra Las Vegas over Los Angeles og San Francisco til Seattle. Her arbejder Gislason i de enkelte scener koncentreret med kamera og billedsprog, og i et afmålt farveregister domineret af sortgrønne nuancer lykkes det ham på trods af den beskedne teknik og forberedelse ofte at frembringe en speciel lavmælt og underbelyst intensitet på lærredet. Men dette gennemførte og vellykkede kunstgreb skaber desværre langtfra en tilfredsstillende spillefilm. Og når det kommer til fortælleteknik og personskildringens psykologi, er det, at 'Point Of View' - også i betragtning af en spilletid på hele 107 minutter - falder fra hinanden. For skønt Trine Dyrholm i hovedrollen er ganske nærværende og reel i enkeltscenerne, så bliver hun aldrig i filmens løb en vedkommende og interessant skikkelse som Kamilla. Dertil er hendes historie alt for ujævn og famlende. Og instruktørens tendens til det prætentiøse og selvcentrerede - bl.a. spejlingen i Kerouac og hans hovedværk 'On The Road' - for blokerende. Men alene handlingens mange forvirrende sidespring er nok til at gøre 'Point Of View' til en uforløst film. Først er det Kamilla og Henriks historie. Så er det Kamillas (og her møder hun bl.a. en psykopat, der er klædt ud som klovn). Men langsomt bliver det Rocks historie. For hans far er slet ikke død, finder Kamilla ud af. Og nu skal de opsøge denne far. Men så er der hele tiden en helt fjerde historie, der ligger og lurer i Rocks bagage. En bombe. Altså, Rock er en slags terrorist, som er på en farlig og dødbringende mission. Imens bliver Henrik helt naturligt en smule irriteret. For hvad vil Kamilla egentlig? Og filmen?