Derek Jacobi, Helen Mirren, Alan Bates, Maggie Smith, Michael Gambon, Emily Watson og ja, listen af ypperlige britiske skuespillere forsamlet upstairs og downstairs på herresædet Gosford Park synes bare at blive ved og ved. Mon ikke der er tale om et af disse vidunderlige britiske tidsbilleder fra før verden gik af lave? Her er de besjælede, glidende overgange i skildringen af det melankolske regnvejr og lys og skygge falder så smukt i kameraets favn på slottets mange lange gange. Angelsaksisk delikatesse lige til at slubre i sig. Men måske skulle man tøve en kende. For allerede tidligt i filmen er man i forbifarten blevet præsenteret for en flaske med gift. Og når dét først er sket i en film, har giften det med at blive brugt på et eller andet tidspunkt. Det bliver giften da også ganske rigtigt i 'Gosford Park'. Et ægte giftmord i bedste Agatha Christie-stil indtræffer på Gosford Park. Mange har et motiv og kun få et alibi. Men mordet skildres mere komisk og tragisk og indtræffer i øvrigt så sent i handlingen, at det mest får symbolsk karakter som et karaktermord på den engelske overklasses selvforståelse. En kriminalgåde bliver 'Gosford Park' kun som en galgenhumoristisk eftertanke. Men længe inden man skal til at gætte på om butleren gjorde det eller ej, har de virkelige giftigheder allerede - dryp for dryp - gjort deres virkning. Giftblanderen er instruktøren Robert Altman og luften er tyk af giftigheder i den amerikanske veterans nye film om den engelske overklasse i 1920'erne. Kredsen omkring den stenrige Sir William McCordle fremstår som ulideligt snobbede, hårdhjertede, indskrænkede, intrigante eller slet og ret småt begavede og lidt hjælpeløse. Adelens nedarvede privilegier tilhører en smuldrende verdensorden. Efter Første Verdenskrig har de kloge set skriften på væggen for Imperiet. Men stadigvæk tror de, de »er Gud. Det gør de alle sammen«, som en af herskabets tjenestefolk tørt konstaterer. Filmen skildrer et dødvande. Alt er tilsyneladende ved det gamle upstairs og downstairs, men lige under overfladen rumsterer spændingerne fra det frembrydende moderne. Robert Altman er en ensemblespillets virtuos. Som sådan er han i sit es i en film, hvor masser af fremragende aktører konstant holdes i spil. Filmen er i al diskretion en djævelsk morsom sædeskildring med spids social brod. Her er den engelske overklasse skildret uden antydning af henført nostalgi eller tv-seriens hygge. Tværtimod mærker man en skæbnesvanger syrlig hengemt lugt brede sig. 'Gosford Park' er Merchant/Ivory uden mølkugler. Dens skildring af forskellene på livet blandt herskaber og tjenestefolk har al den giftighed og diskrete desperation man kan ønske sig. Upstairs laver man intriger og har affærer og kæmper i det hele taget hårdt for at holde kedsomheden fra døren. Downstairs knokler skaren af tjenende ånder, der har måttet deponere deres eget livs valgmuligheder for at tjene til dagen og vejen. Gæstende tjenestefolk må under besøget gå under deres herres navn. Slavetilværelsen er kun let sminket. Der gemmer sig mange hårde skæbner i køkken og kælderregion. Deres fortællinger slippes ud imellem filmens sideben, så det gør ondt. Alligevel er der altså overskud til at 'Gosford Park' også kan udvikle sig til en morsom parodi på en gammel engelsk kriminalroman. Sir William McCordle (Michael Gambon) har indkaldt til fasanjagt på Gosford Park. McCordle har tjent pengene som industribaron og har giftet sig ind i de højeste kredse. Rundt om den stenrige godsejer og industribaron flokkes nu familiemedlemmer med guldrandede navne og luvslidt økonomi. Pengeløse snobber og unge, uduelige adelsmænd på jagt efter et godt parti. Et følelsesmæssigt afstumpet overklassemiljø som følges med særlig interesse af en af jagtgæsterne. Den britiske filmstjerne Ivor Novello (Jeremy Northam) har medbragt den amerikanske filmproducent Morris Weissman (Bob Balaban) som sin gæst. I virkeligheden er Weissman på research. Det næste Charlie Chan-mysterium skal nemlig foregå på et engelsk herresæde og først vil filmens producent Weissman lære miljøet at kende indefra. Med sig medbringer Weissman sin tjener og elsker Henry Denton (Ryan Philippe), der måske ikke helt tilfældigt er så smuk som en ung gud fra Hollywood. Weissman får travlt med at notere. Som jøde, yankee og repræsentant for det vulgære Hollywood får han serveret den kolde skulder af supersnobben Constance, Hertuginde af Trentham. Spillet mere tørt end den tørrest tænkelige sherry af Maggie Smith, der lever højt på at være blevet tildelt størstedelen af filmens giftige replikker. Den usnobbede og kløgtige Weissmans forundrede blik på sit engelske værtskab, kan ses som et billede på Altmans egen rolle som den amerikanske outsider. Robert Altman og medproducenten Bob Balaban har da også sammen undfanget idéen til filmen, som Julian Fellowes derefter skrev manuskript til. Altman/Weissman er den demokratiske amerikaner, der ikke ser nogen grund til at omfatte det engelske klassessamfund med nogen som helst form for nostalgi. Demokraten vil bedømme et menneske på dets handlinger og dets evne til at forme sin egen skæbnes værdighed. Som f.eks. det walisiske matiné-idol Ivor Novello alias Ivor Davies, der i 1920'erne helt autentisk sang og charmede sig til stjernestatus i filmens unge verden og bl.a. i 1926 spillede hovedrollen i 'The Lodger' som Hitchcock selv anså for sin første rigtige film. 'Gosford Park' er i sin form et raffineret og underholdende spil for galleriet. Endnu en gang må man beundre Altmans evne til at håndtere mange figurer på én gang. Hvad enten man kun lige strejfer deres profil eller der dvæles mere ved dem, lykkedes det hver eneste gang Altman at ridse skæbnen op i kød og blod. Uanset om det er Alan Bates' desperat fordrukne butler, Helen Mirrens tilknappede husholderske eller Emily Watson i rollen som kammerpigen Elsie, der på mere end én måde er udset til at være kvinden, der vil kunne bryde med de forstenede mønstre. I en film med mange elegante britiske skuespillerpræstationer - små i omfang, store i format - viser Altman, at han i en alder af 76 med vid og bid stadig er en fortæller med styr på hele sit store register. Også selvom grovkomikken i skikkelse af Stephen Frys stupide og selvbevidste kriminalinspektør Thompson på et tidspunkt er lige ved at kamme over i det rene Clouseau. Men Altman holder balancen og har med 'Gosford Park' skabt en gennemført fornøjelig film, der er hans klart bedste siden 'Short Cuts'.