Det er grænsen, eller forbindelsen, mellem galskab og genialitet, mellem kreativitet og sindslidelse, der optager instruktøren Ron Howard i 'Et Smukt Sind'. Samtidig er filmen en autentisk levnedsskildring. Det er den amerikanske forsker, det matematiske og økonomiske geni John Forbes Nash (spillet af Russel Crowe), vi følger i 'Et Smukt Sind' - fra han begynder på universitetet i Princeton i 1947 til han næsten 50 år senere kan se tilbage på et livsforløb, hvor både den videnskabelige karriere og privatlivet har været præget af modgang og sygdom. Allerede i de indledende scener fra Princeton anslås det afgørende tema i Ron Howards sympatiske og afbalancerede filmatisering. »Jeg bryder mig ikke særlig meget om mennesker«, siger Nash til vennen Charles (Paul Bettany), der som en af de få kommer tættere ind på livet af den sky og verdensfjerne videnskabsmand. Nash er altså en følsom og overbegavet enspænder. Og den fortolkningsmæssige faldgrube ligger straks lige for. Ikke komediens distræte professor, men endnu en udgave af dramaet om det lidende og misforståede geni, som går så meget ondt i gennem, inden den vankundige omverden må overgive sig og anerkende den grimme ælling - og det smukke sind. Fraserne og fortilfældene står her i kø for at komme til i 'Et Smukt Sind'. Men det lykkes netop med sikker hånd Ron Howard at undgå det trivielle og ansigtsløse. Først og fremmest i kraft af Russell Crowes bemærkelsesværdige indsats i hovedrollen. I betragtning af, at Nash' sygdomsforløb inkluderer meget alvorlige og smertefulde lidelser som skizofreni og paranoia, er det med en forbløffende finhed og lethed, Crowe bringer den martrede hovedperson til live. Balancen i dette portræt er hårfint, og den meget oplagte fristelse til at overspille falder Crowe netop aldrig for. Hans skildring af Nash er næsten umærkelig blid, dæmpet og indtrængende. Det er aldrig de store, rasende ture, der løber af med Crowe. Tværtimod er der dristige strøg af lune og selvironi i denne John Forbes Nash. Og alligevel er der aldrig tvivl om, at man på lærredet betragter et lidende og nødstedt menneske. Det er en præstation, der løfter filmen. Gør den nærværende og fokuseret uden at gribe til voldsommere virkemidler. Og uden af idyllisere lykkes det tillige i 'Et Smukt Sind' for Howard og Crowe at skabe en udlægning af paranoia og skizofreni, der ejer drømmens lunefuldt æteriske karakter. Her går det ikke an at afsløre for meget. Der ligger en vigtig handlingsmæssig eller dramatisk pointe i denne evindelige tagfat mellem indbildning og realiteter i John Forbes Nashs liv. Til gengæld ligger filmens svaghed i det rent fortællemæssige. Springene i handlingen bliver for lange. Hullerne mellem de forskellige nedslag i Nashs livsforløb gennem næsten fem årtier for uoverstigelige. Den store, overordnede fortælling om hans skæbne - bl.a. det problematiske ægteskab med unge Alicia (Jennifer Connelly) - for summarisk. Og alligevel lykkes det altså, næsten, Crowe at holde sammen på trådene.