En drøm går under, og alt bliver sort og grimt i den unge instruktør Darren Aronofskys hårde og kompromisløse 'Requiem For A Dream'. Mens det kan være svært at indkredse drømmens konkrete beskaffenhed, er der ingen tvivl om mareridtet i filmen. Det er afhængighedens og stofmisbrugets ætsende destruktive karakter, der er tale om, og sjældent er netop sådan en deroute blevet skildret så tæt og detaljeret som i Aronofskys film. Her følger vi fire personer og deres skræmmende oplevelser på misbrugets skråplan. Den ene er den midaldrende enke Sara (Ellen Burstyn), de andre er hendes søn Harry (Jared Leto), dennes kæreste Marion (Jennifer Connelly) og vennen Tyrone (Marlone Wayans). De tre sidstnævnte driver lidt rastløse og rodløse rundt i tilværelsen. Harry og Tyrone har haft deres første spredte erfaringer med heroin og kokain, men først da de bliver optaget af ideen om selv at handle med stoffer for at tjene hurtige penge, går det for alvor galt. En uhyggelig nedtur er i gang. Og frem for at lægge vægten på en interessant historie eller på uddybende personportrætter går Aronofsky direkte efter at indkredse stofmisbrugets hæslige anatomi - fra de heftige opture, der varer alt, alt for kort, til de langtrukne nedture af sved, angst, hallucinationer og paranoia. Rent stilistisk anvender instruktøren i denne skildring både splitscreen og forskellige overrumplende tricks med lyd og klipning, der synes at bryde filmens barske realisme, men alligevel er det vigtigt at understrege, at slutresultatet er uden formildende omstændigheder. Som portræt af stofmisbrugets konsekvenser besidder 'Requiem For A Dream' således langtfra den pilrådne charme og selvironi, der f.eks. karakteriserede en beslægtet film som 'Trainspotting'. Denne helt ubarmhjertige realisme, hvor stofferne langsomt fordærver venskabet mellem Harry og Tyrone og kærligheden mellem Marion og Harry, er filmens chokerende styrke, men også dens svaghed. For måske er den trods alt trukket for hårdt og usandsynligt op? Måske har Aronofsky en tendens til i længden at forvandle det virkelighedstro skræmmebillede til en lidt for overdreven skræmmekampagne? Mod slutningen er der under alle omstændigheder billeder, der er så ubehagelige og søgte, at de er på nippet til at virke som invitationer til respektløs satire. Det er måske en skønhedsfejl ved en virkningsfuld og indigneret film. Det samme kan man muligvis sige om Saras rolle i forløbet. Hendes misbrug gælder nemlig slankepiller og tv-show. Det er en djævelsk nedtur. Men det er også en helt anden historie.