Ud fra anmeldelsen skulle den måske have et hjerte mere? Gyser Der er en decideret usund atmosfære i det gamle hus. Og alene dét er jo et ganske sundt udgangspunkt for en gyser. Alejandro Amenábar har med 'The Others' lagt sig tæt op ad det klassiske gys. En kvinde og to børn lever i et knirkende og isoleret beliggende victoriansk hus med gravsten i baghaven og døre, der smækker uforklarligt. Et godt gammelt gotisk gys i bedste tradition fra Poe og Walpole. Men alligevel drevent opdateret. Ikke til nutiden, men til 1945. Et tidspunkt, der kan siges at have forbindelse til to verdener. Nemlig den moderne og de gamle dage. Det hjemsøgte hus ligger på øen Jersey i Den Engelske Kanal. Under Anden Verdenskrig var Kanaløerne i modsætning til resten af Storbritannien besat af tyskerne. Plottets historiske og geografiske placering er raffineret og diskret med til at placere 'The Others' i et ingenmandsland. Midt mellem to verdener. Hvilket som så meget andet i denne film er godt regnet ud, uden at Amenábar har gjort et stort nummer ud af pointen. Den får, som tågen, der omslutter det gamle hus, lov til at komme snigende og lægge sin klamme hånd om handlingen. I huset bor en enlig kvinde og hendes to børn. Den blege Grace lever for nedrullede gardiner sammen med sine to endnu blegere børn Anne og Nicholas. Børnene lider af en sjælden sygdom, der gør dem så ekstremt lysfølsomme, at de end ikke et øjeblik tåler dagens lys. Faderen Charles er ikke vendt hjem fra krigen i Frankrig. Han er savnet. Så stemningen er forståeligt nok trykket. Bedre bliver det ikke af, at tjenestefolkene er løbet fra gården uden et ord til forklaring. Helt slemt bliver det, da datteren Anne insisterer på, at en lille dreng ved navn Victor går rundt i huset sammen med en gammel heks. Usynligt for Grace. Så det ligner et lykketræf, da tre habile tjenende ånder melder sig ved hoveddøren. Den milde mrs. Mills, den gamle gartner mr. Tuttle og den stumme og indesluttede tjenestepige Lydia. Mrs. Mills opnår hurtigt en fortrolighed i forhold til børnene, men mystikken aftager på ingen måde. Mrs. Mills holder den gode mine, da Grace opremser husets mange mærkelige regler. Alle døre skal til enhver tid låses. På grund af børnene og lyset, og dørene, der åbner og lukker uforklarligt. 15 nøgler til 50 døre. Et regnestykke, der hurtigt kun kan gå op i panik. Presset af smækkende døre, syge børn, mystiske lyde og tjenestefolk med deres egne rænkespil går Grace rundt med nerverne på tøjet. Er der virkelig spøgelser på spil? Ligger huset i et ingenmandsland mellem de levende og de døde? Men netop som det ser mest sort ud for Grace, vender Charles overraskende hjem fra krigen. Om end i en sørgelig forfatning. Han har flakket om, men nu har han søgt hjem. Der er en særlig atmosfære i denne gyser, der ligesom 'The Sixth Sense' dyrker den overraskende slutning med stil. Hører man til dem, der hopper i sædet ved lyden af uforklarligt smækkende døre, er der valuta for pengene. Men det er ikke en gyser, der dyrker chokeffekten, og det er heller ikke en gyser, der konsekvent koncentrerer sig om at opbygge suspense. 'The Others' er en gyser med en egen melankolsk tone og fornemmelsen af de hengemte dufte fra gamle møblers skuffer. Mørnede papirer, smuldrende rosenblade, sepiatonede fotografier. Samtidig er det et portræt af en kvinde, der er ved at gå ud af sit gode skind. En kvinde, der ikke har fået lov til at leve sin sorg ud. En kvinde, der hele tiden går rundt med sit store raslende nøgleknippe, som om en af nøglerne en dag vil vise sig at kunne åbne op for hendes egne hemmeligheder. En kvinde, der, viser det sig, på ingen måde har tilgivet sin mand, at han forlod familien for at melde sig til krigen. Grace holder på formerne, men ligesom det gamle hus er hun en konstruktion, som knirker og knager i fugerne. Hvor hvert eneste gamle pulterkammer huser sine egne spøgelser. Hun er selv døbt Grace efter Nåden, men er selv nådesløs i sin hårde katolske opdragelse af sine børn. Grace tror ikke på spøgelser, men børnene skal ved gud tro på Helvede og alle dets pinsler. Nicole Kidman fremstiller dette blege, sammensatte væsen, så man længe er i tvivl om blandingsforholdet mellem stærk og skrøbelig. Kidmans robuste fundament under den mælkeblide overflade virker i dette tilfældet som noget, der enten kan vise sig at være et spor eller et vild-spor. 'The Others' vil ikke gå over i filmhistorien som et af de store gys. Det er den ikke uhyggelig nok til . Ikke så meget en hårrejsende konfrontation mellem sort og hvid som en rejse ind i en gråzone. Men overraskelsesmomentet er til gengæld gedigent og til og med logisk. Hvilket ikke er så ringe i en gyser, der scorer ganske højt på sin respektfulde og vemodige plejen omgang med det gotiske arsenals atmosfære.