Reality-tv og mediets sammenblanding af fiktion og virkelighed har allerede medført flere satiriske reaktioner på filmfronten. Efter den begavede 'The Truman Show' har feltet imidlertid været præget af forbløffende tandløse film som senest 'Showtime' med Robert De Niro og Eddie Murphy. Tandløs kan man imidlertid ikke beskylde 'Series 7' for at være. 'The Contenders' hedder en populær amerikansk tv-serie i Daniel Minahans film. En slags 'Robinson' på liv og død, der udspilles i et ganske almindeligt sværtbevæbnet amerikansk hverdagsmiljø. Hver omgang af 'The Contenders' har kun én vinder. Nemlig den, der overlever. Samt selvfølgelig kanalen, der sender programmet. Deltagerne bliver fundet ved tv-transmitteret lottotrækning. De 'heldige' vindere får hver stukket en pistol i hånden, og så gælder det ellers om at udradere konkurrenterne. Stillet over for den ultimative udfordring afslører mennesker overraskende svaghed og styrke. Den aktuelle mester er således den højgravide Dawn, der som vinder af den sjette serierunde nu vender tilbage til sin hjemby, hvor hun entrer syvende omgang som regerende mester. Med to liv på samvittigheden og nyt liv i moderkagen. Hendes konkurrenter bliver denne gang teenagepigen Lindsay, pensionisten Franklin, sygeplejersken Connie, den arbejdsløse familiefar Tony og den kræftsyge kunstner Jeff. Hvem får ram på hvem? Vil 'Contender'-Dawn klare ærterne igen? Det er fjernsyn på liv og død. Knaldgod underholdning forstås. Satiren er kulsort og så meget desto mere effektiv, fordi stilen er strengt realistisk. 'Big Brother' og 'Robinson' ført ud i sin yderste konsekvens af et umætteligt behov for underholdning og stadig skrappere kicks. Snuff-tv i bedste sendetid. 'The Contenders' er langt ude, men ikke længere ude, end man kan genkende konturerne af en kynisme, der ikke er helt så fremmed endda. Som i et 'Big Brother' er personerne på 24 timer i døgnet. Overvåget af GPS - Global Positioning System - og et hold bevæbnede specialstyrker, der sørger for, at ingen undslipper deres skæbne som medieføde. Daniel Minahan er giftig, når han satirisk udstiller mediernes kannibalistiske forhold til den menneskelige vinkel. Hvad enten det er en gammel kærlighed eller en ny tragedie, sløret løftes for, er følelser en ressource, der skal udnyttes til sidste billeddråbe. Så det er bare guf, da det viser sig, at den døende Jeff og den dræbende Dawn har en fælles fortid. Det er pokkers godt fjernsyn, og selv ikke de mest kyniske og modstræbende blandt de medvirkende kan, når det kommer til stykket, lade være med at være på, når kameraet zoomer ind på deres skæbne. Kameraets kontante tilstedeværelse har skabt en slags cyborg. Sammen med teenageren og mobiltelefonen en af de første reelle sammensmeltninger af menneske og maskine. Med sit præcise sigte, sin barske humor og sin gennemført realistiske stil er 'Series 7' effektiv satire. Måske mest uhyggelig, fordi den netop ikke skildrer mediemogulers manipulationer så meget, som den afspejler et parasitisk publikums appetit på sin egen fornedring. Svagheden i Minahans satire er så til gengæld, at han afholder sig fra at bevæge sig dybere ind i projektet. Deltagerne har ikke mulighed for at afslå medvirken i 'The Contenders'. Hvordan det er nået dertil i det amerikanske samfund, kunne det være interessant og relevant at få at vide. Hvornår smeltede Orwells og underholdningsindustriens 'Big Brother' sammen? I 'Storytelling' bevæger Todd Solondz sig ind i det menneskelige bagland bag den udviskede skillelinje mellem amerikansk virkelighed og fiktion. Det kan Minahan ikke, al den stund filmen er udformet som et afsnit af 'The Contenders'. Vi ser det samme, som et fiktivt tv-publikum ser. Formen holder, men udgør den begrænsning, at 'Series 7' bliver en kulturkritik, der ikke kan levere andet end en symptombeskrivelse. At der kommer underholdende voldsfilm på samtlige tv-skærme, filmen passerer undervejs, er det nærmeste, man kommer en udlægning af teksten.