Allerede i sin forrige film, 'De Elskende ved Polarcirklen', arbejdede den spanske instruktør Julio Medem med en fortælleteknik, der ikke var kronologisk fremadskridende, men vekslede udfordrende mellem fortid og nutid i et forsøg på at samle en tilsyneladende uoverskuelig begivenhedsrække i et overordnet mønster, som del for del, scene for scene, sprang stadig tydeligere frem. Man kunne sige, at Medem med denne teknik på én gang var fascineret af det klassiske skæbnedrama og med et modernistisk greb bestræbte sig på at opløse dets traditionelle dynamik. Denne teoretiske tilgang går tydeligvis igen i Julio Medems nye film, 'Sex & Lucia'. Oven i købet tilsat et yderligere fortælleteknisk raffinement, som udspringer af den kendsgerning, at en af filmens hovedpersoner, Lorenzo (Tristán Ulloa), er forfatter. I 'Sex & Lucia' sker der nu ikke blot det, at instruktøren uden skelen til kronologisk rækkefølge beretter sin historie, som om han var i færd med at lægge et større puslespil. Lorenzos forfattervirksomhed og den roman, han arbejder på i filmens løb, spiller også direkte ind i handlingsgangen. Nemlig dels på den måde, at Lorenzo skriver autentiske begivenheder fra sit eget liv ind i romanen, dels på den måde, at hans kæreste Lucia (Paz Vega) med mellemrum læser uddrag af manuskriptet og derved bliver klogere på både sin egen og Lorenzos fortid - bl.a. hans flygtige affære med den mystiske Elena (Najwa Nimri). Det kan således ikke udelukkes, at Lucias læsning af Lorenzos manuskript får udslagsgivende betydning for visse af hendes handlinger og valg i tilværelsen. Det lyder indviklet og en smule fortænkt. Men i bund og grund er der stadig tale om et eksemplarisk skæbnedrama af den gamle skole. Tre personer, deres liv og følelser er bundet ubrydeligt sammen, og et sted bag det hele ligger der et tragisk dødsfald og trækker tungt i trådene. For skønt Lorenzos forhold til Elena var kortvarigt, har det fået følger, og senere må Lorenzo helt ubevidst, men med fatal konsekvens, krydse sit spor som en flygtning i sit eget liv. Hele denne uudholdelige sammenhæng, som hun selv er en del af, erfarer Lucia bid for bid, stykke for stykke. Eller også er det bare noget, Lorenzo har digtet, og som Lucia nu bilder sig ind er sandhed? Accepterer man det spændende og udfordrende i dette spørgsmål, er 'Sex & Lucia' en anderledes, udbyttegivende filmoplevelse (hvis tillægsgevinst muligvis er en del utilslørede sexscener). Men naturligvis er der også en risiko for, at man ikke gribes af de spanske spidsfindigheder og udelukkende opfatter filmen som tør, prætentiøs og formel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Benzinpriserne gør hverdagen dyrere, men danskernes økonomi får hjælp fra usædvanlig kant
-
Hendes afskedssalut undrede museumsfolk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Katja Bohn
Dil Bach




























