To sange er de gennemgående, musikalsk og idemæssigt, i denne sorg- og længselsfulde, men også smittende energiske og trodsige rockmusical. 'Origins of Love' er en gammel traver i bøssefiktion, Platons sagn om de hele væsener, som blev flækket af vrede guder, hvorefter vi evigt søger vor tabte halvdel af modsat eller samme køn. Den anden er 'Tear Me Down', om den androgyne skikkelse, der vil danne bro, men også tydeliggør muren mellem kønnene: 'You want me, baby? Try and tear me down!'. Hvor skematisk de end lyder i referat, sammenfatter de to numre den voldsomme kærlighedslængsel og selvdestruktive smerte i denne historie om koldkrig og kønsforskel som sider af samme sag. Ligesom Muren bliver Hansel til i 1961 og vokser op med sin enlige, sammenbidt partiloyale mor i Østberlin. Men i David Bowies, Iggy Pops og Lou Reeds musik over de amerikanske troppers radio investerer han sine friheds-, kærligheds- og rockstarfantasier. En amerikansk sergent bliver den spinkle drengs sugar-daddy og tager ham med til USA som sin kone, i 1988. Prisen er høj: Den delvis mislykkede kønsskifteoperation efterlader én tomme, hvor al Hansels vrede samles. Ikke mindst da Muren falder året efter, og enhver kan rejse! Han køber en fabelagtig Farah Fawcett-paryk og danner rockbandet med samme navn som filmen, Hedwig and the angry Inch. Som blonde Hedwig tjener han først til sin musik ved at være babysitter, bl.a. for en 16-årig knægt, der betages af 'hende', antager navnet Tommy Gnosis - og så stikker af og opbygger en superstarkarriere på de sange, han har hugget fra Hedwig. I hælene på koncertturneen for denne hvalpekvabsede drømmedreng med babymund (Michael Pitt) rejser Hedwig (instruktør Mitchell selv) og band (bl.a. filmens komponist, Stephen Trask) til deres mere ydmyge caféengagementer. Mens forhistorien rulles op bagfra. Der er mere Dietrich end David Bowie over stemme og figur, når transstjernen i Stars and stripes-cape ruller sig ud i kæderestauranterne til forbløffelse og forargelse for slidte, fejlernærede kunder i cerutalderen. De og vi får fed og svedig rock, nu og da underlagt primitivistiske animationsfilmglimt, bl.a. til illustration af sagnet om den tabte halvdel. Mitchell er en fænomenal Hedwig, sårbar og sårende, fortvivlet og forførende - en anfægtelse for enhver seksuel orientering. Kønnet og magten kobles præcist i superstjernens figur såvel som i de arketypiske opdragerroller. Deraf fantasierne om straf og selvdestruktion, kønnets ulidelige splittelse mellem os og af os hver især: Kan guderne som straf flække os én gang til, i kvarte med kun én arm og ét ben hver? Ensomhed er filmens visuelle slutsignatur: det nøgne menneske alene på regnvåd asfalt i lygteskær. Men op mod ægte såvel som patetisk fortvivlelse står musikkens energiske demonstration af et fællesskab, dens trodsige pissen på ethvert formynderi. Allerede på scenen off-Broadway blev 'Hedwig' sammenlignet med 'Rocky Horror Picture Show', men nok så nærliggende er jo slægtskabet med Pink Floyds 20 år gamle 'The Wall': Et rock-, animations- og realfilmbåret oprør mod en opdragelse til angst i et dualistisk destruktivt verdensbillede af modsætninger.