Med foroverbøjet overkrop rullede han rytmisk i sproget som dansk digtnings svar på Muhammed Ali. »Så er det ikke let at være NOGEN«, huggede Dan Turèll, men fik det samtidig selv til at se så let og naturligt ud at være denne Onkel Danny, der samlede det avantgardistiske og det folkecool i sin karismatiske figur. Hvordan kunne han være andet end Onkel Danny, sådan som sproget stod ud af ham i døgnets drift? Dette fiksér-billede af skrivekuglen Dan Turèll får næsten lov til at stå uantastet i Lars Movin og Steen Møller Rasmussens 'Onkel Danny'. Lige indtil enken Chili Turèll toner frem til allersidst og konstaterer, at de lovpriste hverdage og det 'virkelige' liv var, hvad han i vidt omfang gik glip af pga. sit ustoppelige skriveri. Selvfølgelig har der været menneskelige omkostninger ved at leve et liv som Dan Turèlls. Selvfølgelig har der været tale om et sammensat menneske. Selvfølgelig har det vildtvoksende forfatterskab også haft sin kunstneriske slagside. Man får bare næsten ikke noget at vide om det i 'Onkel Danny', der er et kærligt helteportræt af den skrivende tilstand Dan Turèll. Men, bevidst eller ej, får Chili Turèlls vidneudsagn den uheldige konsekvens, at man sidder med en fornemmelse af, at den rigtige fortælling først skal til at begynde, da filmen slutter. Selvfølgelig skal Dan Turèll have en film. Manden var en stjerne med en mikrofon i hånden, og i en tid hvor de danske digtere på stribe portrætteres i dokumentarfilm, er det indlysende, at så vigtig, så elsket og så medievenlig en digter som Turèll får sin. Og gensynet med Dan Turèll på slap line er både bevægende og underholdende. 'Onkel Danny' rummer meget fint arkivmateriale, men selvom fortællingen starter med barndommen og slutter med efterskriften, er det ikke blevet den definitive film om Dan Turèll. Det modsætningsfulde menneske og de kritiske spørgsmålstegn glimrer ved deres fravær. Filmisk er dog brugen af vidneudsagn det virkelig problematiske. En lang række vidner er indkaldt for at give deres besyv med. Vidner som slet ikke i tilstrækkelig grad introduceres for et ikke-indforstået publikum. Vidnerne skal være de små tandhjul, der i stedet for en fortællerstemme driver kronologien fremad. Men der er alt for mange vidner, og der er alt for mange venner iblandt dem. Generelt bliver deres udsagn for kortfattede og for respektfulde til at blive interessante. De så det ske - men det er ikke nødvendigvis en kvalifikation i denne sammenhæng. Det er faktisk kun kollegaen Suzanne Brøgger og kritikeren Lars Bukdahl, som på hver sin måde har en distance, der har gjort det muligt at perspektivere Turèll. Med 'Onkel Danny' har vi fået filmen om skrivekuglen Dan Turèll. Filmen, der vil gå tættere på i et forsøg på at sammenfatte mennesket, forfatteren og tidsånden Dan Turèll, må vi foreløbig vente på.