Da den russiske filminstruktør Pavel Klushantsev i 1954 søgte støtte til at lave rumfilmen 'Vejen til stjernerne' blev han spurgt: »Hvorfor vil du lave science fiction? Hvorfor ikke lave en film om rødbede- og kartoffeldyrkning i stedet?«. Det var Klushantsevs skæbne i en nøddeskal. Han levede under et politisk styre, der ikke var interesseret i hans filmiske visioner, men kun bekymrede sig om, hvordan hans evner som filmmager kunne bruges til at oplyse det sovjetiske folk. Først da Sovjetunionen og USA kastede sig ud i et frådende rumkapløb, indså de sovjetiske magthavere, at Klushantsevs usædvanlige talent for at skabe rumrejser på film kunne bruges som politisk propaganda. Og da USA overtog føringen i rumkapløbet ved at søsætte en mand på månen, var Klushantsev igen uinteressant for lederne i Kreml, der lod manden sygne hen som en blind og fattig olding i stedet for at hylde ham som et geni. Sådan bliver Pavel Klushantsevs karriere som filmpionér i hvert fald fremlagt i den danske dokumentarfilm, 'The Star Dreamer'. Ifølge instruktørerne, Sonja Vesterholt og Mads Baastrup, var Klushantsevs liv uløseligt forbundet med de sovjetiske magthaveres forhold til rumrejser, ja, mere end det, hans visioner om en utopisk fremtidsverden med »et venligtsindet samfund og en ny type mennesker«, udsprang af hans angst ved at leve i et Sovjetunionen, hvor Stalin udryddede borgere, der ikke bifaldt styrets kurs. Det er en fascinerende historie - både politisk, filmhistorisk og menneskeligt. Den er så fascinerende, at det er svært ikke at mistænke Vesterholt og Baastrup for at have filet nogle hjørner af den for at gøre den så formfuldendt og klar. Men uanset hvordan de to instruktører har sorteret i deres tydeligvis grundigt indsamlede materiale, står det klart, at Klushantsev levede i en verden for sig, og at han var mange år forud for sin tid, når det handlede om at skabe illusionen af rumrejser på film. Hans billeder blev faktisk så særegne, at Stanley Kubrick så godt som kopierede flere scener fra Klushantsevs 'Vejen til stjernerne' i en af historiens mest beundrede science fiction-film, 'Rumrejsen år 2001' fra 1968. Det fremgår ikke alene af klip fra Klushantsevs naivt drømmende film, f.eks. 'Vejen til stjernerne' og 'Planet of Storms' (1961). Det fremgår også af Klushantsevs private dagbog, der spiller en stor rolle i 'The Star Dreamer', og af de interviewede i filmen, bl.a. en gammel instruktørkollega fra Skt. Petersborg, Klushantsevs datter og den amerikanske special effects-mand, Robert Skotak, der fortæller om de mange kræfter, han brugte på at opspore den glemte russiske pionér, alt imens han selv lavede epokegørende effekter i 'Terminator 2'. Egentlig er det også ligegyldigt, om Vesterholt og Baastrup har strammet Klushantsevs livshistorie op. Med 'The Star Dreamer' får russeren et velfortjent eftermæle. Det er en trist historie, men som Klushantsevs livshistorie fremstår i 'The Star dreamer', har tristessen en stærk glød af skønhed. Der er en poetisk generøsitet over den tørre og humorforladte mand, der i sin angst drømte om en fremtidsverden, hvor mennesket netop fik lov til at drømme frit, og i sit forsøg på at visualisere sine drømme skabte manden nogle enestående billeder. Beretningen om Pavel Klushantsev er et smukt lille digt i sig selv.