»Du er et våben - til 30 millioner dollar«, får han at vide. At han har været dyr at uddanne, tror vi på, for skønt han lider af hukommelsestab, taler han stadig fransk, tysk, hollandsk m.m. foruden amerikansk, og det sidder åbenbart i den forlængede rygmarv, hvordan man f.eks. afvæbner og nedlægger to politibetjente, der vækker én på en bænk i parken i Zürich. Eller hvordan man undslipper fra taget af den amerikanske ambassade i samme by, skønt hele styrken er på benene. Han er blevet fisket op af Middelhavet med to patroner i ryggen - plus en indopereret kapsel med et bankkontonummer. Fra dén tråd må han optrevle sin glemte identitet: I den schweiziske bankboks ligger et pas med navnet Jason Bourne (originaltitlen er 'Bourne Identity'). Men også en halv snes andre navne i andre pas sammen med en styrtende bunke kontanter og en automatpistol af fuldvoksen kaliber. For 20.000 dollar lokker han en tilfældig visumansøger fra ambassaden, Marie, til at køre sig til den adresse i Paris, som bankboksen også oplyste. Her ankommer den første snigmorder - via vinduet på tredje sal. En forrygende krydsning mellem agentfilm og roadmovie er i gang. Er historien troværdig? Eller var den det under den kolde krig? Robert Ludlums romanforlæg er trods alt tyve år og tv-serien med superfrikadellen Richard Chamberlain knap femten år gammel. Men dræber efterretningstjenesterne faktisk deres egne, møjsommeligt uddannede agenter for at slette alle spor efter hemmelige missioner? Jason Bourne er sådan et spor, han har kikset attentatet på en afrikansk eksilpolitiker, og nu skal han udslettes af sine egne fhv. kolleger. Snigmordere i CIA's tjeneste. Dirigeret af Chris Cooper, ellers personifikationen af begrebet 'dirty cop', men her i en mesterpræstation som den anløbent kyniske leder af hemmelige missioner, herunder det attentat på en afrikansk eksilpolitiker, som mislykkedes for Jason. Altså noget af et dusinplot, men løftet over dagligt vande af to forhold: for det første rapt rytmisk tempo i dyb koncentration om intens udførelse af spændingsfilmrutiner: massakre-i-trappeskakt, belejring-af-ensomt-beliggende-hus osv.; biljagten her drøner gennem Paris' trafikhelvede direkte ind på filmbiljagternes top ti-liste. For det andet takket være spillet af Cooper og ikke mindst de to hovedrolleindehavere. Matt Damons cool ufordærvede udstråling af lavere middelklasseknægt er strammet op til fysisk topform over for den spinkle og seje, mere krydrede end sukrede tyske Franka Potente i rollen som en intelligent ung, småanarkistisk jobvagabond. Tilsammen er de fascinerende og charmerende, og dét er filmen så også.