Som så mange andre fædre går også Michael og Peters far på arbejde, når den lille familie er færdige med morgenmaden. Men i familien Sullivan bygger den trygge hverdag på et voldeligt fundament. I modsætning til så mange andre fædre har Michael Sullivan Senior en pistol med på arbejde. Og den er til for at blive brugt. Michael Sullivan 'løser opgaver' for gangsterbossen John Rooney, der næsten er som en far for Sullivan. Men hvad er det for en verden, hvor en farmand skaffer mad på bordet ved at slå andre mænd ihjel? Hvad er det for en verden, hvor mænd som John Rooney lader sine sønner gå den direkte vej til fortabelsen i loyalitetens navn? 'Road To Perdition' (titlen spiller på bynavnet Perdition, der samtidig betyder 'fortabelse') er en gangsterfilm, der ikke helt ligner de aner, den ellers på mange måder lægger sig tæt op ad. Med sin fokusering på et irsk miljø i 1930'erne har den et overfladisk slægtskab med Coen-brødrenes 'Miller's Crossing'. Med sin vægt på det tragiske familiedrama deler den tema med 'The Godfather', men 'Road To Perdition' har ikke som 'The Godfather' det store, Shakespeareske anslag eller Coppolas mesterskab. 'Road To Perdition' er i al beskedenhed en stensikkert snedkereret tragisk og forløsende skæbnefortælling om fædre og sønner og sønner som brødre. De bibelske brødrepar Kain og Abel og Jakob og Esau står i skyggerne. Diskret i skildringen af sønnerne Michael og Peters næsten usynlige konkurrence om deres åndsfraværende fars kærlighed. Mere bastant og brutalt i historien om gangsterbossen John Rooney (Paul Newman), der elsker den forældreløse Michael Sullivan som sin søn, men ved blodets bånd er bundet til sin ægtefødte søn, den svigefulde og plumrådne Connor (Daniel Craig). Da Michael Sullivans søn overværer en likvidering begået af Connor og hans far, og Connor bagefter prøver at udslette sporene, må Rooney beslutte om blod er tykkere end vand. Blod er tykkere end vand. I 'Road To Perdition' er det ikke engang et spørgsmål. Også når blodet gennemvæder levebrødet og gør det uspiseligt. Umiddelbart kan det godt undre, at Sam Mendes har valgt at følge sin fænomenale og tidssvarende debut 'American Beauty' op med en film som 'Road To Perdition'. En gammeldags genrefilm, som på ingen måde kan pirre sensationslysten. Men med dette greb får den engelske instruktør bevist nogle andre ting med denne sin blot anden film. 'Road To Perdition' er en traditionel storfilm, men fortalt med en menneskelighed og en æstetisk stringens, der er sjælden. Farverne i filmen er holdt i sammenflydende grå, grønne, blå og brune toner. Tøjet hænger tungt på kroppene. Thomas Newmans musikalske tema mønstrer uden at være anmassende den store signatur. David Selfs manuskript er baseret på en tegneserie af Max Allan Collins og Richard Piers Rayner. Der er ikke noget tegneserieagtigt over karaktertegningen, men tegneseriemediets økonomiske fokusering på den ordknappe replik er bevaret. Der bliver ikke sagt et ord for meget. Man får lov til at tænke sig til, hvad personerne tænker, og man er aldrig i tvivl. I sikre hænder er man, fordi de enkelte replikker hele tiden giver og modtager resonans andre steder i fortællingens forløb. Replikker, som er ladet med dobbelte betydninger, uden at det på noget tidspunkt bare virker smart. Tom Hanks lægger ikke overraskende vægten på faderen Michael Sullivan snarere end på drabsmanden af samme navn, men gør det så dæmpet og kontrolleret, at det lykkes ham at få en højprofileret præstation ud af sit underspil. Også selvom det er svært at få øje på den afstumpethed, der nødvendigvis må være en del af bagagen. En præstation, der næsten med garanti endnu en gang vil placere Hanks i et Oscar-opløb. Et rigtigt Hollywood moment indtræffer i en scene, hvor Hanks og Paul Newman sidder ved siden af hinanden og deler tangenterne på klaveret. Newmans portræt af den plagede far og kolde kyniker bag den joviale Godfather- facade er lige efter bogen. I det hele taget er det filmens store kvalitet, at det hele på smukkeste vis er lige efter bogen. Hvad man derimod ikke bliver meget klogere på er, hvem Sam Mendes vil vise sig at være som filmskaber i det lange løb.