Komedie kommer af græsk kòmos , et gilde, og familiefest ender det med. Familien hedder Portokalos, og det gør en appelsin også, for grækerne smagte den først hos portugiserne. Og den succesrige Chicago-indvandrer Gus Portokalos er i det hele taget parat til at påvise, hvordan ethvert ord stammer fra græsk - hvilket som helst ord. Tag nu Miller, det kommer nok af milo , et æble, så unge Ian Millers bryllup med frk. Toula Portokalos må blive bogstaveligt frugtbart. Men først skal æble og appelsin jo gruelig meget igennem. For det første er Toula ingen Barbiegirl, men en pebermø på tredive - grå, bebrillet og underlagt familien som inspektør i fatters restaurant, Dancing Zorba hedder den gudhjælpemig. Han vil jo have hende gift med en græsk mand, så hun kan føde græske børn, der skal gå i græsk søndagsskole osv. »Men hvor ser du gammel ud!«, jamrer han fortvivlet og hjerteløst. Dét ændrer sig jo, for den grimme (k)ælling bliver en svane via kontaktlinser, universitetskurser og nyt job i mosters rejsebureau - med moderlig hjælp: »Manden er måske familiens hoved, men konen er dens hals, og halsen kan dreje hovedet i alle retninger«, demonstrerer mutter (Lainie Kazan). En del flere forhindringer skal fortsat overvindes, før Ian og Toula (behageligt afdæmpede John Corbett og Nia Vardalos, som også har skrevet manus og det oprindelige one-woman-show for scenen) kan få deres store, fede, græsk-ortodokse bryllup med de ærkeamerikanske, protestantiske svigerforældre Miller som befippede statister. De to er sjove live-udgaver af Grant Woods stramme farmerpar på det berømte maleri 'American Gothic', her moderne klædt, men så vindtørre »som ristet brød uden honning eller marmelade« klager Portokalos (spillet med grandiost patriarkalsk barnagtighed af Michael Constantine). I virkelighedens verden kunne enden på komedien hurtigt nok blive tragedie - man sender selvfølgelig mere end én tanke til visse nydanske fædres kulturelt-religiøse-nostalgipatriotiske krav til deres døtre. Men ikke i et vaskeægte amerikansk feel good-lystspil, der principielt lige så godt kunne have handlet om italienske, jødiske eller latinamerikanske indvandrere i Amerikas Forenede Middelklasse. Med folkloristisk idyllisering grænsende til omvendt racisme bages den charmerende bagatel færdig efter kendt recept: Vel er vi farverigt og næsten farligt forskellige, men når bare man har sin kærlighed og sit gode humør, ikke? Mærkeligt nok, at man ikke brækker, men faktisk hygger sig. Så længe den varer.