I filmen 'Almost Famous' af Cameron Crove gav Kate Hudson for et par år siden et ømt og rørende portræt af groupien Penny Lane. En vildfaren engel i hænderne på rockmusikere, der brugte hende som et redskab for begær, mens hun selv oplevede og følte sig som en muse, som en nødvendighed for skabelsen af rockmusikkens urkraft. Nu kommer Kate Hudsons mor, Goldie Hawn, så med noget, der næsten fremstår som historien om, hvad der skete med Penny Lane 30 år senere. Vi kunne jo kalde den 'Almost Funny'. Ideen bag filmen er at få de to temperamentsmæssigt vidt forskellige divaer, 57-årige Goldie Hawn og 56-årige Susan Sarandon, bragt sammen. Og de er da også et fint makkerpar. Goldie Hawns Suzette er snarere en forvokset og uspoleret pige end en voksen kvinde og Sarandons Lavinia kæmper med at pakke sig selv væk i sine kedsommelige spadseredragter. Mødet mellem de midaldrende divaer fungerer især i filmens start. Her slæber Suzette sine hårdt pumpede silikonebryster, sine talrige halskæder og endnu flere armbånd med i sin gamle bil fra sin ruin i Los Angeles, hvor hun er blevet fyret fra et job som en lidt for fortidig servitrice på det legendariske spillested The Whisky, til Phoenix i Arizona. Her bor hendes gamle groupie-veninde, Vinnie, der har giftet sig til penge og ære, siden de to piger huserede så heftigt på tressernes rockscene, at Frank Zappa gav dem tilnavnet The Banger Sisters - søstrene knald. Men Vinnie har forvandlet sig til den pæne husmor, Lavinia, gift med erhvervsmand med politiske ambitioner og med to vrantne (og i øvrigt velspillende og morsomme) teenagedøtre (Eva Amurri og Erika Christensen) i egen børnefløj. Da Suzette dukker op midt i al pænheden og undrer sig over, at familien har en hængekøje til bananer i køkkenet og oversprøjter affaldet med citronsaft for, at det skal holde sig frisk, stejler Lavinia. Hendes hemmelige fortid som groupie skal forblive netop fortid og lige så hemmelig som hendes fotoarkiv over »rock cocks« nede i kælderen. Så hun forsøger at betale veninden for at skride. Det lykkes ikke. Tværtimod finder de to kvinder hinanden og ungdommens vildskab igen for en stund, inden roen atter kan sænke sig over familien i forstaden. Det er sådan set fint nok og indimellem ganske morsomt. Problemet er bare, at filmen bliver mere og mere forudsigelig på den kedsommeligt familieagtige måde hen ad vejen. Uheldigvis åbner manuskriptet flere og mere spændende indgange til bihistorien om Suzette og den mislykkede neurose af en forfatter, Harry (leveret med pinefuld præcision af Geoffrey Rush) end til beretningen om de to veninder. Den love story havde man gerne fulgt. I stedet for må vi nøjes med en sød og forholdsvis bastant huskekage med det enkle budskab, at vi skal huske os, vores drømme og vildskaben - også når vi bliver voksne. Inden den mundfuld bliver for plump og plat, har Goldie Hawn i den regulære powerpræstation, der redder filmen, dog slugt hele kagen, manuskriptet og dermed alle forbeholdene.