Enhver, der har et hjerte, må holde af historien om Askepot. At en anonym, hårdtslidende skønhed kan blive prinsesse udelukkende ved at sætte stædig godhed mod al den uretfærdighed, en ond verden byder hende, er det tætteste, vi kommer på det ultimative eventyr. Alligevel kræver det en god portion mod fra produceren Regner Grastens underholdningsmaskine at placere historien som en musical i en milkshakebar i 50'erne. Sjælen i et eventyr så smukt som dette kan så let gå tabt under al den transport fra klassikeren til den oprindelige musical, 70.000 danskere så i Glassalen i Tivoli for halvandet år siden og nu til filmlærredet. Naturligvis kunne vi også ende med at brænde os på Askepot, når det nu for Grastens vedkommende for 117. gang er søde Sophie Lassen-Kahlke, der må lægge ansigt og krop til de danske drenges vådeste drømme. Her i rollen som den let bitre, men nuttede Mille, der drømmer om en karriere med film og musik, men må nøjes med at gøre rent i biografen sammen med sin drømmer af en mor. Sophie Lassen-Kahlkes let nasale og skingre sangstemme er tilpas sexet til at fungere som modspil i Michael Hardinger og Jørgen Thorups musikalske genoplivning af 50'erne og Shu-Bi- Dua i gruppens mest nostalgiske periode. Dans, sang og de bevidst billige, farveskrigende og kitschede kulisser er underholdende, men de mange englehop fra himmel til jord og retur virker påklistrede og platte som Sankt Peter og ærkeenglen Gabriels joviale firmajargon i vagtskuret til Himlen. Askepot kunne så let blive til Askeplat og Askeflop! Så galt går det ikke, så vi tager til takke med et drys stjernestøv fra Disneys danske disciple.