Folk forlader toget. Glade og talende går de fleste hen ad perronen og ud af billedet. Til sidst stiger en tynd mand ud. Med en lille kuffert, frakke og en adresse. I den østlige del af London. Han går gennem de tilsodede, smattede, grå gader til et herberg. Her skal han bo og i store træk passe sig selv, som forstanderinden mrs. Wilkinson (Lynn Redgrave) forklarer ham. Fra herberget begynder han at gå rundt i gaderne. I de fodspor, han selv efterlod for 20 år siden, da vanviddet satte ind, forstår vi. Han er en af de mænd, der går og mumler uforståeligt for sig selv på gaderne eller i hjørnet på en cafe. Bag sin frakke og et tykt panser af skjorter, som ville han beskytte sig mod et eller andet. Altid med en hjemmerullet cigaret anbragt mellem de gule fingerspider på de rystende hænder. Vi fornemmer næsten hans lugt gennem lærredet. I en lille fedtet notesbog kradser han noget ned. Hvad er hans historie? Endelig fokuserer kameraet på en side i blokken. Den er fyldt med underlige tegn og krusseduller fra et ukendt alfabet til et selvopfundet sprog. Der er noget helt, helt galt. Sådan er den formidable ouverture til canadiske David Cronenbergs fortættede og dybt mørke drama 'Spider'. Instruktøren har forladt sin effektfulde dvælen ved det makabre til fordel for et psykologisk intenst og indtrængende novellegys, som dog på ingen måde er et brud på Cronenbergs forkærlighed for paranoia og andre af sindets dunkle dybder. 'Spider' former sig som en rigid, klinisk kortlæggelse af skizofreni, oplevet gennem hovedpersonens historie. Som barn i 1960'erne oplever den let reserverede dreng Cleg med tilnavnet Spider sin far (Gabriel Byrne) myrde sin elskede mor for at give plads til sin lidenskab for luderen Yvonne (begge kvinder spilles imponerende af Miranda Richardson, der tilmed også overtager mrs. Wilkinsons rolle i herberget, i hvert fald i Spiders fantasi). Besat af had og den tanke, at parret også vil slå ham ihjel, planlægger han en grusom hævn. Den barmfagre blondine Yvonne skal gå i edderkoppens net. Resultatet bliver tragisk og skæbnesvangert for alle, inklusive Spider, som ender på det sindssygehospital, han først slipper ud af 20 år senere. David Cronenberg lader den voksne Spider (uafrysteligt, grimt og hjerteskærende spillet af Ralph Fiennes, som vi kender fra blandt andet 'Den engelske patient') overvære fortidens scenerier i et tomt, grågrumset gadenet, der næsten tager sig ud som det spindelvæv, hvor i alle filmens karakterer spræller forgæves, mens de afventer deres uomgængelige skæbne. Lige så skrøbeligt som spindelvævets masker, er handlingen i dette minimalistiske mesterværk, som konstant truer med at bryde sammen, men aldrig gør det, takket være Ralph Fiennes' intensitet og de nærmest skræmmende smukke billeder af forfald og opløsning. 'Spider' er i al sin prunkløse enkelhed, David Cronenbergs bedste film med sine konsekvente symboler og henvisninger til både Ødipus, luderen og Madonnaen. Vi får et rystende tæt, men også humanistisk tænkt indblik i en psykisk syg mands karakter, som ikke pakker os ind den venlige tilpassethed, Geoffrey Rush trods alt tilføjede i 'Shine' og Russell Crowe høfligt leverede i 'A Beautiful Mind'. Her er vi overladt til den ægte, nådesløse sindssyge i en fremragende film, der er så rig på metaforer, at man føler sig fristet til at se den igen og igen for at følge dem bedre. Man burde give David Cronenberg en nobelpris for dette indblik i en twistet og såret sjæl, der til fulde leverer beviset for sandheden i filmens undertitel: »Der er kun én ting, der er værre end at tabe sin hjerne, og det er at finde den igen«.