Tænk, hvis James Bond nu hed Johnny Bonde og var agentfagets Klods Hans. Hver gang han skulle skyde skurkene, ville han tabe magasinet til sin pistol eller falde over sine snørebånd, når en smuk kvinde tilbød sine læber til et kys, ville han slå en bøvs eller bralre op om egne kvaliteter i timevis. Og hver gang han skulle gøre sin entre i fjendens hovedkvarter, ville han kravle op gennem faldstammen med ansigtet fuldt af lort eller bare befinde sig i en forkert bygning. Hvis man kan forestille sig en Bond blottet for elegance og selvironi, har man nogenlunde styr på Johnny English. Den fjottede og helt håbløse agent, Rowan Atkinson giver liv i filmen af samme navn. Missionen for mr. English er at redde England fra den onde franskmand Pascal Sauvages drøm om at blive konge i England og omdanne De Britiske Øer til et fængsel for alle verdens værste forbrydere. Til hjælp har han den smukke australske sangerinde Nathalia Imbruglia som Bonde-babe. Forbilledet for agentkomedien er naturligvis Peter Sellers som den stivnakkede, selvglade og evigt stupide kommissær Clouseau i 'Den lyserøde panter', blandet sammen med den efterhånden godt slidte mimik fra mr. Bean og et lille pift af Bonds dårligste deodorant. Det lykkes ikke, fordi Atkinsons karakter er så noller og sølle, at man får mere ondt af agent Fjols end irriteres over ham. Og fordi manuskriptet er så folkekomedieagtigt, at man ikke får meget andet end den fransk accent, Peter Sellers alligevel leverede på en langt mere overraskende og original måde, ud af en ellers indlysende rigtigt set John Malkovich som den lille franske Napoleon i skurkerollen. Det eneste - næsten - morsomme i filmen er det hadefulde spil mellem briter og franskmænd. Som Johnny English siger: »Den eneste værtsrolle, franskmændene mestrer, er værtskabet for en invasion«. Hvis det ikke var så tragikomisk i den aktuelle verdenssituation, var det bestemt et billigt grin værd i en ellers langstrakt og forudsigelig farce.