Spike Lee var hot og sort amerikansk film lignede en guldrandet aktie i fremtiden. Dengang i årene fra 1989 til 1992, da den talentfulde instruktør i hastig rækkefølge ramte biograferne med 'Do The Right Thing', 'Mo' Better Blues', 'Jungle Fever' og 'Malcolm X'. Hvad angår produktivitet kan den 46-årige newyorker stadigvæk, hvad angår produktivitet, konkurrere med det jødiske bysbarn Woody Allen, men lige som tilfældet er med Allen, er det ikke længere en selvfølge, at en Spike Lee- joint får dansk premiere. Spike Lee laver stadigvæk overvejende film om sorte, men også Spike Lee er underlagt de kommercielle vilkår, der gør livet nemmere for en film, hvis hovedpersonen er en kendt skuespiller og helst også hvid. Som tilfældet var med Harvey Keitel og John Turturro i 'Clockers'(95), i 'Summer of Sam'(99) og i den aktuelle '25th Hour', hvor hovedrolleindehaveren er Edward Norton flankeret af bl.a. Philip Seymour Hoffman. At den grovkornede og provokerende satire 'Bamboozled' fra 2000 måtte nøjes med video-premiere er synd, men kommercielt forståeligt. Fortællingen om et tv-program, der får succes ved at genopdage nigger-stilen fra tidligere tiders racistiske minstrel shows, var unægtelig meget specifik amerikansk i sin beske brod. Det kan man ikke sige om '25th Hour', der fuldstændig mangler Spike Lees racepolitiske agenda, men til gengæld er et uhyre velgennemspillet eksempel på vitaliteten i Lees joint-filosofi. Edward Norton har den altdominerende hovedrolle som pusheren Monty, men filmen opleves som et intimt og elegant ensemblespil, hvor de indbyrdes relationer mellem figurerne hele tiden sættes i nye relieffer på baggrund af en række suverænt beherskede tilbageblik, der kaster nyt lys på det døgn, filmen beskriver. Montys skæbnedøgn. Som pusher for den russiske gangster Onkel Nikolai har Monty levet det søde liv. Fed lejlighed, lækker kæreste, let liv. Men nu er den grønne gren knækket og kun en alt for kort nat adskiller Monty fra at skulle påbegynde afsoningen af syv års fængsel. Det er altså en 'sidste omgang'-historie. Monty har tre valgmuligheder. Han kan begå selvmord, stikke af eller tage sin straf som en mand. Men han er alt for hvid og lidt for køn til at have store chancer for at overleve i spjældet. Den sidste nat går Monty i byen med barndomsvennerne Jacob og Francis og sin puertoricanske kæreste Naturelle. Mens de dyrebare minutter går, skal Monty blive klogere på livet, venskabet og kærligheden. Og helst også finde ud af, hvem der stak ham til politiet. Det er ikke nogen voldsomt original historie og som så ofte før har Spike Lee svært ved at styre spilletiden. David Benioffs fortælling ligner ikke en historie, der kræver to timer og 13 minutter og en hård saks kunne have været på sin plads. På den anden side er der et flow og en naturlig rytme i '25th Hour', der gør at man alligevel aldrig mister interessen for Monty og hans skæbne. Hvilket er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom Spike Lee holder en neutral distance til sin hovedperson og hans anløbne profession. Skal vi synes det er synd for Monty, eller får han løn som forskyldt? Dén diskussion er lagt ud i munden på vennerne, børshajen Francis og litteraturlæreren Jacob, og der, i Barry Pepper og Philip Seymour Hoffmans samspil i Spike Lees tætrullede joint, ligger den rigtig godt.