Rent spil var ikke det, Sabina Spielrein mest blev udsat for i sit svære liv, hverken som barn eller voksen. Men da den unge psykoterapeut Carl Gustav Jung for et århundrede siden bad hende associere til ordene 'spiel' og 'rein', var hun alligevel på vej til sin sikre plads i psykoanalysens historie, i to egenskaber: som analytiker - og som patient. Hun var også på vej ind i sit livs tragedie. I 1904 blev den smukke, højtbegavede 19-årige pige fra det russisk-jødiske købmandshjem i Rostov sendt til behandling for 'hysteri' i Zürich. Syv år senere tog hun selv lægeeksamen og udgav i 1912 den psykoanalytiske pionérafhandling 'Die Destruktion als Ursache des Werdens', hvor hun opdager den aggressive komponent i kærligheden. Dén teori afviser Freud imidlertid - for siden at indlemme den i sine egne. I årene indimellem var hun som Jungs patient også hans elskerinde, men han svigtede og fornægtede hende for at bevare sit ægteskab. Da hendes forældre bebrejdede ham dobbeltspillet, tilbød han at tage honorar for 'behandlingerne'! Han havde jo nok så ædelt »nægtet sig den glæde at skænke hende et barn«, påstod han krænket i et brev til Freud. Som blev overbevist om nødvendigheden af, at analytikere selv går i analyse! Jungs erfaring af sine egne skyggesider lå formentlig bag hans begreb om 'skyggen', ligesom Sabinas dagbøger fra de år foregriber hans tanker om anima og animus. Hun følte hele livet, at 'arieren' Jung »som Siegfried« havde draget hende »som Brunhilde« ud af mørket; men hun giftede sig med lægen Pavel Scheftel i 1912, var analytiker for Jean Piaget i Genève i 1921 og foregreb Melanie Kleins teorier. Fra 1923 drev hun en børnepsykologisk klinik i Moskva, men i 1926 vender hun hjem til fødebyen ved Sortehavet og falder sammen med sine to døtre for tyske kugler i en massehenrettelse af byens jøder i 1942. Tragediens antiracistiske og feministiske vinkler er indlysende. Detaljerne i den artige trekant med Jung og Freud (før deres brud) blev dog først kendt i 1977 ved fundet af private papirer. Norske Karsten Alnæs skrev romanen 'Sabina' (dansk udgave 1996), og svensk-tysk-ungarske Elisabeth Mártons film gør f.eks. mindre ud af Sabinas kontakt med Freud og senere liv. Men filmen forener på en anden måde arkivmaterialets troværdighed med fiktionssceners liv: Når affotograferede breve og manuskripter, gulnede fotos og filmjournalstrimler blandes med nyindspillede drømmeagtige scener med Eva Österberg som den unge Sabina og Lasse Almebäck som Jung, og med deres faktiske udsagn fra breve og dagbøger på lydsiden - ja, så får det en rent ud sælsom, næsten genfærdsagtig virkning af nærvær og distance i ét. En tintet form for dramadokumentar, der på én gang er støvet og bevægende tæt på.