Den portugisiske fado-musik oplever i disse år en renæssance. Ikke mindst takket være den dramatiske sangerinde Mísia er fado-musikkens skæbnesvangre længsel, dens saudade, blevet et fænomen, som nu om dage befinder sig på hitlisterne også uden for Portugal. Men at en traditionel musikform oplever en renæssance i rampelyset er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at rødderne styrkes. Den danske instruktør Anders Leifer er i Lissabon dykket ned i smalle sidegaders mørke for at finde den folkelige fado. Amatørernes hjertesange. Det bliver et dybt dyk ned i de afdankede kvarterer Alfama og Mouraria, hvor den luvslidte charmør Zé Antonio bliver en slags guide ind i en verden af billige beværtninger og storslåede følelser. Zé er en veteran fra kolonikrigen i Guinea. En fortid, der åbenlyst efterlod ham i en tilstand af følelsesmæssig slitage. Alkohol, tobak og fado får det hele til at hænge sammen. Med omkostninger, som kan ses og høres. Det er ikke nogen glamourøs tilværelse, fadoen henlever i den lille beværtning Taberna do Juliao, hvor Goncalo da Camara Pereira både er vært og stjerne. I modsætning til Zé synger Goncalo rent og formfuldendt, men for begge to gælder det om at udtrykke den stærke følelse så purt som muligt foran guitarernes melankolske klange. Begge er repræsentanter for en svunden tid. Zé var kolonisoldat. Goncalo en af sønnerne på et lille gods, som blev eksproprieret, da Nellikerevolutionen i 1970'erne kom til Portugal. Som sine brødre søgte Goncalo til storbyen, hvor de kom til at ernære sig som fado-sangere. Passende og symbolsk: I fado-musikken er fortiden det bedste guld, mens nutiden til enhver tid er en skygge af sig selv på de afskallede mure. Anders Leifer går efter den rene følelse i øjeblikkets sparsomme belysning. 'Fado' er rig på bløde billeder og fattig på hårde informationer. Det bliver stemningsfuld optræden af den hæse Zé og den gyldenrøstede Goncalo. Og så er der Suzette med de rådne tænder, der fik sin frihed til at synge fado, da hendes mand omsider kradsede af. I det lille nussede køkken står Tina, for hvem opvasken blev en skæbne uden ende. Også hun synger fado. Fado som giver plads for længsler, melankoli og kærlighedserklæringer til alt det, der var engang. En blues for et folk, der aldrig kan glemme, at de engang var blandt verdens herskere. En blues for mennesker, der på trods af den stærke brændevin mærker tornerosesøvnens torne stikke i bevidstheden. Følelsen affado trænger fint igennem i de musikalske scener. Men det sitrende og dunkle bliver noget manieret i rystende håndholdte ture gennem Lissabons nærmest mørkelagte gyder. En skyggeverden få skridt fra hovedgaderne, hvor opspeedede sporvogne illustrerer en verden, hvor tiden endnu ikke er gået helt i stå. Som dengang hvor fado-sangerne stod på gaden ved siden af sardinboderne, og publikum satte pris på præstationen ved at hejse spiritusflasken ned i en snor: To slurke til sangeren og én til hver af musikerne, ifald den var god. »Fadoen viser, hvem du er,« hedder det. Så der var på mere end én måde altid kontant afregning, når stemmen forstummede.