0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dogville

Lars von Trier præsenterer publikum for en ny overenskomst. Og understreger sin position som en af vor tids mest visionære og modige filmskabere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nicole Kidman i Dogville. - PR-foto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dogville er en ussel lille knaldhytte af en by, der i 1930'ernes depression klynger sig til en klippehylde i de storslåede Rocky Mountains.

Dogville er en ussel lille knaldhytte af en by, der i 1930'ernes depression klynger sig til en klippehylde i de storslåede Rocky Mountains. Ja, det vil sige, i virkeligheden består Dogville af et par håndfulde skuespillere og enkelte rekvisitter placeret i forhold til nogle hvide streger på et sort gulv i et studie i Trollhättan. En film er en fiktion, der bygger på indgåelsen af en overenskomst med publikum.

Påstanden er Lars von Triers, og med 'Dogville' skærper han kravene til overenskomsten.

Film på en kridtstreg
At fravælge alverdens billedmuligheder til fordel for nogle teatralske kridtstreger synes umiddelbart at være en idé, der taler selve meningen med det at lave film midt imod. Men satsningen på kridtstregerne lykkes. Man glemmer ikke, at 'Dogville' foregår i et studie. Men man glemmer at tænke over det.

»Vi er blevet dovne, fordi farve, stereolyd og cinemascope ikke overlader noget til fantasien«, har Ingmar Bergman sagt. I 'Dogville' tager Lars Von Trier udfordringen op med forjættende resultat.

Ingen sentimalitet
Den manipulerende sentimentalitet fra 'Dancer In The Dark' genfinder man heldigvis ikke, selv om også 'Dogville' er 'en sørgelig historie'. I 'Dogville' betjener den sprudlende manuskriptforfatter von Trier sig af en blanding af absurd teater, postmoderne ironi og klassisk litterær fortællekunst a la Dickens.

Komplet med en fortællerstemme, der underfundigt kommenterer begivenhederne i Dogville og nydelsesfuldt smager på ordene, som var de syrlige bolsjer. Fortælleren er sammen med det levende interesserede kamera nogle af de vigtigste årsager til, at fiktionen 'Dogville' får sin egen realitet. Snart vænner man sig til, at det er solen, der står op og går ned, når lamperne tændes og slukkes.

Første del
Som første del af trilogien 'USA - Land of Opportunities' kryber 'Dogville' ind bag selvgodheden i den amerikanske retoriks selvforståelse. På flugt fra gangstere og politi søger Grace (Nicole Kidman) tilflugt i den lille by, hvor vagthunden Moses glammer. Grace betyder nåde, men indbyggerne i 'Dogville' ser ikke hendes ankomst som en nådegave. Kun takket være Toms insisteren lader de gode folk i Dogville Grace blive.

På betingelse af at Grace skal være alles ydmyge tjener. Hun er svag, og de svage udnytter man. Det starter med hyggelige sysler i hus og have, men udvikler sig til et gennemført ydmygende slaveri, som de gode folk hurtigt vænner sig til at betragte som den naturligste sag af verden. Og beslutter de sig en dag for at skaffe sig af med Grace, er det blot at ringe til den Godfather (spillet af James 'Sonny Corleone' Caan!), der søger hende med lys og lygte.

'Dog' er 'God' stavet bagfra, og i Dogville viser man da også hellere tænder end barmhjertighed. Det Nye Testamentes budskab er tilgivelsen. Det Gamle Testamente afregner øje for øje og tand for tand. I USA sværger man til sidstnævnte hellere end satse på en blødsøden fyr i sandaler. Men som en veritabel profet slutter von Trier effektfuldt i det agitatoriske hjørne ved at lade rulleteksterne ledsage af en række fotografier af den amerikanske sociale elendighed, ledsaget af David Bowies 'Young Americans'.

Sure amerikanere
'Dogville' er dog ikke kun en kritisk udstilling af nådesløsheden i det amerikanske system og en mørk legende om underhundenes ubarmhjertighed. Præget af kulsort humor er 'Dogville' en apokalyptisk vision om et samfund, der af lutter grådighed og selvtilstrækkelighed er kommet til at dyrke menneskefjendske idealer i en grad, så faren for at gå i hundene er overhængende.

Den gode Grace må som de selvopofrende von Trier-skikkelser Bess og Selma gå grueligt meget igennem. Luder-madonna motivet er overleveret, men i Nicole Kidmans næsten selvlysende skikkelse er Grace alligevel en helt ny figur. Her sættes mildest talt ikke længere lighedstegn mellem passiv fornedrelse og ophøjelse. Så det kan godt være, at amerikanerne bliver sure på Lars von Trier, men de vrede kvinder må blive mildere stemt.

Dogville tager tid
Der er karismatiske præstationer af Lauren Bacall og Ben Gazzara, ligesom Paul Bettany får et markant gennembrud som den unge filosof og forfatter Tom, der har ordet i sin magt, men kun på papiret har sjæl. En figur, man kommer til at lære at kende. For 'Dogville' tager sig god tid. Så god tid, at man godt kunne have fidus til den to timer lange eksportversion klippet af Anders Refn.

Men den i perioder noget overdrevne langsomhed er faktisk det eneste punkt, hvor filmen slæber med bugen. Med dumdristige 'Dogville' giver Lars von Trier publikum fantasien tilbage og understreger sin position som en af vor tids mest visionære og modige filmskabere.