Man tager en gammel kupfilm fra arkiverne, puster støvet af manuskriptet, opdaterer teknologien og fylder rollelistens charmerende tyveknægte med moderne karisma. Opskriften var et stort hit for Steven Soderberg, da han lavede 'Ocean's Eleven' med George Clooney og Brad Pitt. Nøjagtig den samme model ligger bag 'The Italian Job' instrueret af F. Gary Gray. Denne gang stammer originalen fra 1969. Michael Caine havde hovedrollen, men filmen huskes mest for sin Morris Mini-biljagt. Michael Caine er erstattet af Mark Wahlberg, men Mini'erne er der stadig fuldt knald på, og blandt andet derfor kan 'The Italian Job' godt fortjene at gentage 'Ocean's Eleven's succeshistorie. Det er en klassisk kuphistorie. En bande topprofessionelle tyve planlægger et tilsyneladende umuligt kup. Under ledelse af veteranen John Bridger (Donald Sutherland) og hans lærling Charlie Croker (Mark Wahlberg) lykkes det dem at stjæle for 35 millioner dollar guldbarrer fra et palæ i Venedig. Men gruppens våben- og sprængstofekspert Steve (Edward Norton) har egne planer. Han plaffer løs på sine kammerater og stikker af med alle pengene. De overlevende opsporer senere Steve i Hollywood, og sammen med John Bridgers datter Stella (Charlize Theron) planlægger de at stjæle millionerne tilbage fra Steve og hans topsikrede villa. Stella er som sin far pengeskabsekspert. Hun arbejder normalt på den rigtige side af plankeværket, men nu vil hun hævne sin far. Det er en kuphistorie som så mange andre, men den afvikles med beundringsværdig fart og tempo. Den slags går ofte ud over charmen, men 'The Italian Job' er både uhøjtidelig og forsynet med en slagfærdig britisk undertone som cadeau til originalen. Motiverne er til at forstå. I anden omgang hævn. I første omgang kan man passende citere den styrtende rige græker Onassis, der hævdede, at den eneste gode grund til at tjene mange penge var alverdens smukke kvinder. Er det ikke det helt vilde stjernedrys, der kommer dalende fra Mark Wahlberg og Charlize Theron, så er filmen til gengæld besat med lune og effekt i birollerne, hvor Jason Statham er racerkøreren og kussetyven Handsome Rob, Mos Def er den halvdøve bombemand Left Ear og ikke mindst er Seth Green morsom som den lille computernørd Lyle, der hævder at være Den Virkelige Napster. Som skurk satser Norton effektivt på den lille mands dødsensfarlige kynisme. Det imponerende og i mine øjne lovlig forudsigelige i 'Ocean's Eleven' var hele kupplottets karakter af mekanisk urværk. Også i 'The Italian Job' er der tale om planlægning og præcisionsarbejde, hvor utrolig meget skal passe sammen. Men det bliver udført med mere kulørt halløj og mindre hensyn til snærende realisme end i den stilfulde 'Ocean's Eleven'. Der er plads til farverige bifigurer og skæve sidespring, mens det om bord i de toptunede Mini'er går over stok og sten i Los Angeles og myldretiden. Det er sin kunst at holde spændingen intakt, mens det hele i virkeligheden nærmer sig det rene pjat, men F. Gary Gray ('The Negotiator') kan sin metier, og så bliver man altså ikke meget bedre underholdt noget sted p.t.