Nerverne er på højkant. Situationen er spændt til bristepunktet. En enkelt strøget tændstik og det hele kan og vil flamme op i kaos. Det er søndag 30 januar 1972. Søndagen der skulle udvikle sig til den frygtelige 'Bloody Sunday' i Nordirland. I dag er der hos mange måske kun en svag klokke, der ringer bag rockgruppen U2's passions-hit 'Sunday Bloody Sunday' fra 1983. Men instruktøren Paul Greengrass formår at gøre massakren i Derry til et øjebliksbillede. I biografen er det her og nu, at 14 døde og ligeså mange hårdt sårede er facitlisten efter, hvad der var tænkt som en fredelig march for borgerrettigheder i det voldshærgede Nordirland. Greengrass er en erfaren herre, der i tv-regi i en halv snes år har arbejdet med dokumentarserien 'World in Action'. På fascinerede måde øser han af sine erfaringer i den pseudo-dokumentariske 'Bloody Sunday'. Normal fremgangsmåde ville være at fortælle en dramatisk fiktion baseret på virkelige begivenheder eller lave en såkaldt sober rekonstruktion, der analyserer begivenhederne set lidt fra oven i bagklogskabens lys. Alt dette fejer Greengrass til side. I stedet borer han sig direkte ind i begivenhedernes tragisk-kaotiske hjerte. Bagklogskaben har Greengrass imidlertid i allerhøjeste grad med, men han iscenesætter den, så man som tilskuer bliver placeret i øjenhøjde med begivenhederne. Dagens forfærdelige drama udvikler sig med sin egen uoverskuelige logik, der glider de agerende af hænde. Kameraet snubler og vælter afsted som demonstranterne i menneskemængden. Som nyheder hjemhentet af fotografer i skudlinjens overhængende livsfare. Vi genkender situationen; vi er i Beirut, i Sharpeville, i dagens helvede. Kaos hersker på begge sider. Man oplever hvordan det er at være en britisk soldat, der skal handle på baggrund af løsrevne informationer, angst og overophedet marv. Man befinder sig midt i den skinbarlige virkelighed. Så man næsten glemmer, at der er tale om en rekonstruktion. Et minutiøst gennemført felttog. Et partsindlæg sat i scene af en mestermanipulator. Den tid hvor man kunne lave propaganda, der fungerede i kraft af sine svulstige argumenter og forførende falbelader er forbi. Strategien i 'Bloody Sunday' er den diametralt modsatte - fordi det hele opleves som kaotisk, må det være sandt. Argumentet er rekonstruktionens virkelighedskraft. Og som fortælling er 'Bloody Sunday' en overbevisende rekonstruktion, der bygger på øjenvidnerne i bogen 'Eyewitness Bloody Sunday'. Der er næppe tvivl om at filmen fortæller en væsentlig del af sandheden om dagen der - hvad der skulle have været en fredelig demonstration - druknede i blod. Greengrass krydsklipper effektivt mellem de forskellige lejre. »Hovedpersonen« er den protestantiske borgerrettighedsforkæmper Ivan Cooper, der sammen med bl.a. Bernadette Devlin efter Martin Luther Kings forbillede marcherer for borgerrettigheder. I dette tilfælde er lige ret for alle ensbetydende med støtte til det katolske mindretal i det protestantisk dominerede Ulster. En stor march gennemføres selv om briterne har nedlagt forbud. På trods af modstand fra den daglige kommandant med lokalkendskabet gennemtrumfes en magtdemonstration. General Ford (Tim Pigott-Smith) vælger at benytte sig af chancen. Når katolikkerne kommer ud i lyset vil engelske elitetropper ligge i baghold for at arrestere de unge stenkastere, der ellers har forskanset sig i den katolske bydel. Da det militante IRA er parat til at lege med, er krudttønden antændt. Selv om udfaldet er givet på forhånd, gør den gennemførte pseudo-dokumentarisme 'Bloody Sunday' filmen ulideligt spændende. Man er fanget i 1972. Men det havde ikke fungeret så effektivt, hvis ikke følelsen af autenticitet var understøttet af nogle helt afgørende emotionelle indskud. Ivan Cooper (en fremragende James Nesbitt) er ikke kun en politiske visionær og protestant. Han drives af en simpel drøm: En dag vil han gerne kunne gå på restaurant med sin gedulgte katolske kæreste uden at risikere at få skudt knæskallerne af. Også den 17-årige katolske stenkaster Gerry drømmer om en fremtid med en protestantisk pige. Der bruges kun ganske få øjeblikke på disse kærlighedshistorier. De får ikke lov til at sovse filmens følelsesliv til. Og netop derfor bliver de så effektive som undertekst. Hvad der gik over i historiebøgerne som et politisk drama var en tragedie, der gik ud over rigtige mennesker, blev drevet frem af rigtige mennesker og endte i rigtige menneskers død. Det er derfor den sidder i struben. Det er derfor, man rives med. Uagtet at målgruppen primært er den britiske offentlighed. Til sidst toner Greengrass rent flag, da U2 brager løs, mens efterskriften fortæller om de manglende politiske og juridiske konsekvenser af den blodige søndag. Ingen blev stillet til ansvar. Men Paul Greengrass stiller til ansvar, og som dokumentarist ved han bedre end de fleste, hvordan man får sin version af virkeligheden hørt. Som politisk drama i en dogmetid fik 'Bloody Sunday' Guldbjørnen i Berlin.