Hold da op, hvor er den brutal, den nye motorsav. Den flænser og flår alt det, der var godt i dens nyklassiske forlæg - antydningerne, den kulsorte humor - fra hinanden i vold så grotesk som de afskårne lemmer, den kaster i synet på sine stakkels seere. Skulle der - ud over penge - være en mening med denne film, må det være at afprøve, hvor mange billetkøbere man kan få til at kaste op i en biografsal. Eller til at flygte fra det kvalmende kødorgie. Selv om min cykelkæde sprang af som et uskyldigt forvarsel på vej til biografen, havde jeg glædet mig til et gensyn med gode gamle 'Leatherface' og alle syningerne i den maske af andres hud, han iførte sig tilbage i 1974, da originalversionen af filmen 'Motorsavsmassakren' af instruktøren Tobe Hooper havde premiere. Her var nemlig en gyser, der var både sjov og grufuld, fordi den mestrede antydningens kunst så fornemt gennem ikke mindst sine mange underlige lyde og fantasifulde skrig i alle afarter. Til gengæld var der ikke mange bloddråber eller egentlig splat over den forestilling. Måske derfor er historien om den ondskabsfulde sav og elementer fra den blevet kopieret og brugt igen og igen i dusinvis af film om massemordere. Rapperen Eminem har båret en maske magen til 'Leatherface's, og selv den mildt sagt harmløse danske komikerduo John & Aage har optrådt med en motorsav som potensforlænger. Set med vore dages blodrøde optik er 'Leatherface' fra dengang da heller ikke stort mere skræmmende end en læderlap på bagdelen af gartner Gumpetungs kedeldragt. Så vi iler op til den nye version og dermed tilbage til 1973, hvor også denne variant af historien foregår. Fem teenagere er på vej gennem Texas i et gammel rugbrød for at komme til koncert med sydstatsrockerne i Lynyrd Skynyrd, da de er ved at køre en forvildet og blodig teenagepige ned. I deres forsøg på at hjælpe hende, vender de tilbage mod den by, hvor hun kom fra. Men vejen tilbage skræmmer pigen så meget, at hun hiver en pistol frem mellem sine blodige lår og skyder sig selv i munden på bilens bagsæde. Bang, for et åbningsknald! Det burde måske have været advarsel nok for vore venner, men nej. De må tilbage til byen. Til det mystiske forladte savværk, til den spøgelsesagtige skov og det uhyggelige gamle hus midt på engen, tilbage til slagteriet. Tilbage til familien Hewitt, tilbage til den visse død. Ligesom den klassiske film er den nye her inspireret af en virkelig motorsavsgalning fra Texas, og ligesom i den første udgøres indledningen af et 'nyhedsindslag' fra motorsavsmandens kælder. Og ligesom dengang er det virkelig uhyggelige dødningehus befolket af en mere end almindeligt morbid familie. I det hele taget er omgivelserne i det rurale Texas en parodi på de landlige Sydstater. Den fedtede sherif, der spytter skrå og yndede at »rage på ligene af unge piger« som ung politimand - en fed dame med en unaturligt venlig datter, der plejer en mærkelig baby, som måske ikke er hendes egen, og den beskidte bedstefar i rullestolen inde i spøgelseshuset, hvor svin og rotter færdes frit. Selv om R. Lee Ermey gør det formidabelt som komiker i rollen som sheriffen, er dette freakshow af en familie dog så overdrevet, at humoren dør af en overdosis. Enhver, der som de fem teenagere havnede i dette ragnarok for enden af en blind vej, hvor kun indavl og galskab trives, ville skaffe sig væk lynhurtigt. Men ikke Erin (Jessica Biel), der modsætter sig sine venners lyst til bare at efterlade den døde piges lig og flygte. Denne smækre unge pige med den tilpas våde T-shirt er naturligvis filmens moralske heltinde. Fra første færd er vi klar over, at det er hende, som - måske - vil overleve myrderiet og tage kampen op mod ondskaben, efter at hendes venner er røget en efter en. Dette her er jo en af den slags film, hvor man fodrer manuskriptet og kasseapparatet med døde teenagere. Og hvor bilen aldrig kan starte. Og hvor skyggen i mørket bare var et dyr - i første omgang. Og så videre, og så videre. Modellen er ikke ukendt. Hvilket ikke betyder, at man ikke kan bruge den til noget fornuftigt, sjovt, skræmmende eller moraliserende. Her har man så blot valgt den kyniske model som kvalmemiddel i et grufuldt slagtehus af afpillede tænder, lemmer, hænder, hår og andre bortparterede kropsdele. Finalen indtræffer selvfølgelig i et rigtigt slagteri, hvor vor heltinde blandt andet må gemme sig for saven i en død svinekrop. Og det siger næsten det hele i et vanvittigt slagteri uden krølle på halen. Øf, øf, for det rene afstumpede blodbad, hvor er det dog kedeligt. Selv om denne grimme, deprimerende og brutale film ikke har et hjerte, tildeler vi den et enkelt til dejlige Jessica Biel, der trods alt forsøger at live lidt op midt i alt dette meningsløse myrderi, og til R. Lee Ermey for sin depraverede landsbytosse af en sherif. Man bør dog spørge sig selv, om de to skuespillere er nok til at spilde 99 minutter på tærskelen til helvede i The Texas Mammon Massacre.