Blandt blodsugere er vampyrer åbenbart overklasse, mens varulvene hyler i samfundets underetage - som Freud allerede lokaliserede det. At proletarer skulle være mere dyriske end burgøjsere - også inden for den parasitære lavmytologi - anskueliggøres her ved, at lycantroperne (den menneskelignende Lucian og hans horde) bor i kældre og kloakker og ved voldsom provokation eller fuldmåne forvandler sig til lodne bæster med lang, savlende kæft. Hvorimod smukke Selene og hendes aristokratiske vampyrfæller i deres bordellignende hovedkvarter aldrig går ud af deres gode skind(-frakker) for at blive ægte flagermus - kun de velplejede hjørnetænder røber dem! Efter århundreders magtkamp mellem racerne opdager Selene - trods navnet mooner Kate Beckinsale nu ikke - at varulvene har kig på en ung menneskelig kirurg, Scott Speedman. Som efterkommer af en ungarsk 1400-tals-fyrste kan denne Michael levere gener til et uovervindeligt amfibium af begge racer. Så Selene skal dels redde Michael fra ulvebæsterne, dels lokalisere fjendens femte kolonne i vampyrernes egne rækker. Afsløringen lykkes takket være en hjælpeløst infantil jalousiintrige blandt de udødelige, men rigtigt skred i tingene bringer først Viktor, en af stammens ældste. Som en anden Holger Danske rejser han sig af sin sekellange dvale i krypten, da Selene bogstaveligt tal drypper sit blod på tanden af hans kranium! Viljen til at skifte hvidløg og korsspidning ud med nymodens genteknologiske gys får den spillefilmdebuterende musikvideoinstruktør et point for, selv om der ikke er bid (undskyld!). Beckinsale er også køn og kølig som en ung Claire Bloom, og Michael Sheen har momenter som Lucian. Men resten af banden ligner fejlernærede pornoskuespillere, hele plottet går på krykker af forviklede fortidstraumer, og de endeløse nedskydninger af lycantroper i gallerier og gyder, skakter og tunneller har Ivory-fotografen Tony Pierce-Roberts konsekvent filmet i monotont måneskinsblålys. Kitsch og trivialkunst behøver jo ikke at være tarveligt fremstillet, men ikke engang sømløse overgange fra menneskeansigt til animatronics-ulvefjæs kan denne film præstere som motivering for, at den ikke er et pc-spil, men partout skal op i biograflærredets format.