'Matchstick Men' vil næppe gå over i historien som en af Ridley Scotts store film. Den alsidige Scott har sin force i det stort anlagte visuelle drama, hvilket 'Matchstick Men' på ingen måde er. Men så er den til gengæld noget andet. En beskeden svindlerkomedie, men med et pudsigt skævt anslag og veloplagte skuespillere. 'Matchstick Men' er en af de mange betegnelser for de professionelle snydepelse, der ernærer sig af ærlige folks grådighed og drømme om at score hurtige og lette penge. Svindlerkomedier lever højt på glimtet i øjet. Sådan et har Scotts film også. Men glimtet har mange facetter. Det er ikke charme alt sammen, og 'Matchstick Men' er mere end en kvik lille sag om, hvordan de kloge narrer de mindre kloge. Brødrene Nicholas og Ted Griffin har skrevet et manuskript, der foruden de nødvendige overraskelsesmomenter har mange små skarpe hjørner og rummer en interessant udfordring til Nicolas Cage. Cage spiller den rutinerede fupmager Roy, der sammen med sin lærling Frank snyder og bedrager. De to har en lille gesjæft kørende. Brushovedet Frank drømmer om den store gevinst, men Roy insisterer på, at svindlerfirmaet skal forblive så beskedent, at det kan holde sig under myndighedernes radarhøjde. Hellere mange bække små. Men er Frank lidt af en stratenrøver, så er Roy til gengæld et omvandrende nervevrag. Efter en traumatisk skilsmisse har han i årevis i svær grad lidt af agorafobi og rengøringsvanvid. Hans hjem er pletfrit som hans generalieblad. Roy er storforbruger af pudseklude og tvangsritualer. Forholdet ændrer sig imidlertid brat, da Frank overtaler Roy til at gå til en ny psykiater. Dr. Klein åbner op for Roy, så da Roy bliver opsøgt af en datter, han ikke vidste, han havde, er han parat til at indgå i et far-datter-forhold. Som menneske får Roy foræret en chance for at blive mere end en rengøringsvanvittig snydetamp. Men kærlighed gør også sårbar. Så Roy siger ja, da Frank endnu en gang foreslår det helt store kup. Historien er ikke noget fantastisk nybrud inden for en genre, der på kort tid har budt på de mere 'realistiske' film som f.eks. 'Catch Me If You Can'. Man fornemmer, at det lette anslag ikke falder Ridley Scott så let endda. Til gengæld tackler han opgaven med klart blik. Filmen er holdt i et lyseblåt farveregister. Blå som Roys pool. Blå som Roys rengøringsmidler. Antiseptisk himmelblå. Blå som de godtroendes blå øjne. Som instruktør læner Scott sig forståeligt nok op ad sine virkelig vakse hovedkræfter. Cage er herlig som den tics-plagede Roy. Sam Rockwell har al den flabede charme, man kan ønske sig, og så er den 24-årige Alison Lohman i rollen som den 14-årige Angela endnu bedre, end hun var i 'White Oleander'. 'Matchstick Men' er rig på overraskelser, men det er takket være skuespillerne, underholdningen har både timing og substans.