Det ligner til forveksling en forelskelse. Jeg kan lige så godt indrømme det. Man kan alligevel ikke skjule den slags. Når man tripper rundt med et dumt lille smil på ansigtet og ikke rigtig kan tænke på andet og i virkeligheden bare har lyst til at finde en eller anden undskyldning for så hurtigt som muligt atter at opsøge objektet for sine varme følelser. For at mærke det igen. Hvad det nu end er. For det handler ikke om venusmål eller en særlig sexet gangart. Det er mere uhåndgribeligt. Noget, der omslutter og gennemstrømmer. Som en bristefærdig brise, der bærer et eller andet med sig, som gør en smule rundtosset. På en måde nærmest kun en anelse. På en anden måde uhyre konkret. Eller sagt på en anden måde: Det kan forhåbentlig ikke vare alt for mange øjeblikke, før jeg igen skal se 'Lost In Translation'! Sofia Coppolas anden spillefilm er en af den slags film, man kan leve og ånde for. En af den slags film, der bare er helt sin egen og så naturligt graciøs. Det er ikke, fordi fortællingen om Bob og Charlotte på nogen måde bærer det store dramas uafrystelige aftryk. Snarere tværtimod. 'Lost In Translation' er på mange måder en lille og uhøjtidelig film. Det er paradoksalt nok her, dens storhed opstår. Det er en soufflé, en sæbeboble, en dagdrøms mellemspil. Men frembragt med en humor og en menneskelighed, der er lige så robust og respektløs, som den er øm. Temaet er både dybt og let. Den lille gnavende orm af eksistentiel tvivl, som uagtet at den måske kun ytrer sig som rastløshed eller en forbigående fornemmelse af retningsløshed er et tegn på den store længsel. Den, der vender op og ned på liv, hvis man slipper den løs. Komikeren Bill Murray ('Groundhog Day') er på mere end én måde placeret i sit livs rolle som skuespilleren Bob Harris. Murray kan simpelthen ikke lade være med at være sjov, men i 'Lost In Translation' er det menneskelivets tørre realisme og desillusion, der fodrer humoren. Herfra kan det kun gå ned ad bakke for den midaldrende skuespiller Bob Harris. Stillet op over for den purunge Scarlett Johansson, der som filosofistudinen Charlotte inkarnerer ungdommens essens, så man må være lavet af en hårdere træsort end ibenholt for ikke at blive rørt af hendes alder.19 år gammel spiller hun ung som en veteran, og det er hun faktisk også. 17 film har hun været med i. Den mest kendte er rollen som veninden i Terry Zwigoffs 'Ghost World', men fra nu af står den helt sikkert på hovedroller. 'Girl With a Pearl Earring' er allerede på vej. 'Lost In Translation' er en titel, der fungerer på mange planer. Der er meget, der går tabt i oversættelsen for Sofia Coppolas to sympatiske hovedpersoner. Bob Harris er på langsom, men sikker deroute. Han er faldet i magelighedens fælde. Han er rutineret gift, og i stedet for at udfordre sit talent er han i Tokyo for at score kassen på at lave en whiskyreklame. Charlotte har ikke nået den alder, hvor det er blevet et spørgsmål om at prostituere sig selv eller ej. Hendes krise er det unge menneskes krise. Hvem er jeg, hvad skal jeg bruge mine evner til, og har jeg overhovedet nogen? Efterladt af sin mand, en karrierefræser af en modefotograf, på et hotelværelse på det tårnhøje Park Hyatt er hun dumpet ned i en akut identitetskrise. Både Bob og Charlotte er søvn- og hudløse af jetlag og løsrevne fra deres vante rammer. I denne uvirkelige og sårbare tilstand driver de to mod hinanden i en japansk megacity, hvor alt virker ekstremt fremmedartet på de to amerikanere. De er de fremmede, og omgivet af al denne fremmedartethed forstærkes deres egen overvældende følelse af at opleve sig selv som fremmede i deres egne liv. Men her midt i tilværelsens sprogforbistring oplever det umage par overraskende sympati og kontakt. En følelse af på trods af aldersforskellen at være fælles om en særlig optik på tilværelsen. De er fælles om et sprog, hvor pointen for en gangs skyld ikke går tabt i oversættelsen. Forholdet mellem den unge kvinde og den ældre skuespiller bliver skildret med en følelsesmæssig balancekunst, der er så meget desto mere imponerende, som den virker fuldstændig naturlig for Coppola. Det handler om følelser, men 'Lost In Translation' er på ingen måde en føle-føle-film. Det er en højst uortodoks amerikansk film, som med sin langsomt slentrende og rytmesikre fortællestil går langt uden om Hollywoods klichéer og krav om kampsport og klimaks. Men den er også skæg og går ikke af vejen for regulær situationskomik. Murrays humor er guddommelig tør. Skildringen af de japanske mærkværdigheder, at man blandt andet bytter om på 'l' og 'r', leveres uden overdreven bekymring for at skulle udvise politisk kollekthed. Heller ikke historien om parrets gensidige tiltrækning følger normer og slagne veje. Til gengæld er ømheden af en helt særlig karakter. Alt i denne film opleves som så åbent, så uafklaret, så helt igennem menneskeligt. 'Lost In Translation' er en film, der ikke ligner de andre, men den er heller ikke demonstrativt alternativ. Den er lækker som et modemagasin (Coppola er selv tøjdesigner), men ikke et sekund sjælløs. Coppolas Tokyo er simpelthen et kick, der blot ved at fokusere på neon og gadelivets bevægelse giver Tarantinos japanske 'Kill Bill'-trip baghjul. Hvis man vil forstå, hvorfor Japan er in, så får man mere end en fornemmelse i en film, der også på dette punkt er både forliebt og respektløs. 'Lost In Translation' er en film, der blæser både hot & cool, som de siger i jazzen. En improvisationens kunstart som kompositionen 'Lost In Translation' har ikke så lidt tilfælles med. Mangt og meget her i livet går tabt i oversættelsen fra drøm til virkelighed. Fra gode intentioner og noble ambitioner til livets mere blandede realiteter. Det er ikke så meget en fiasko som en erfaring. Sofia Coppola fører sin metafor til ende. Filmens mest afgørende replik forbliver fortabt i oversættelsen. Men jeg tror nu nok, at jeg kan tyde den alligevel. Den handler om at blive ved med at sige sin sandhed, som man bedst opfatter den. I livet som i filmkunsten. Det er det, Sofia Coppola har gjort med 'Lost In Translation'. Efter den imponerende sikre debut 'The Virgin Suicides' træder hun i karakter med en film, der klart og tydeligt taler sit eget, meget nutidige og helt uanstrengte sprog. Med billeder, musik, morskab, ømhed. Denne lille smagsprøve på en stor sandhed. Det er jo altid den, man bliver forelsket i.