Nu kan filmindustrien næsten få computergenererede figurer til at ligne levende mennesker, men kitsch-mesteren bag 'Once upon a time in Mexico' går den modsatte vej i sin fritid: Får levende, kendte skuespillere til at te sig hjernedødt som stivlemmede digitalzombier. Robert Rodriguez kender alle de rigtige og kan altid få dem med ned og lege. Helt ned. Salma Hayek og især Antonio Banderas fylder ganske vist mere på rollelisten end i filmen her, men så er der også glimt af George Clooney, Elijah Wood og Bill Paxton og alt for meget af Sylvester Stallone, verdenshersker in spe via det virtual reality-spil, hvori han vil opsluge alle klodens børn (den gamle opskrift fra 'Snedronningen' m.fl., nu som video game). Toymakers modstandere er igen søskendeparret Cortez, Alexa Vega og Daryl Sabara som titelfigurerne. At bilde dem ind, at de er skuespillere, henhører under psykisk børnemishandling. Ricardo Montalban er ikke berømt, så pressematerialet gider ikke engang nævne ham i den fjerde hovedrolle som børnenes morfar. Han redder ellers verden ved at overvinde Sly, der her når bunden af sin tvivlsomme karriere som replikkunstner, nu både med mundbevægelser for hørehæmmede og dansk stemme af Jens Jørn Spottag. Og så ellers magnaprint for os svagsynede: PÅ MED BRILLERNE! lyder kommandoen tværs over lærredet, når den 3-dimensionale optageteknik tager over. Vi lystrer, og møtrikker og sommerfugle suser om ørerne på os ude mellem stolerækkerne. Det virker altså - ligesom for et halvt århundrede siden! Men ikke til mere opfindsomme formål end en brydekamp mellem gigarobotter eller et race mellem sci-fi-køretøjer på skater-ramper ud i det tomme rum. Og dét kan jo ikke løfte plottet over arkadespillets lumske kedsommelighed eller gøre de pluskæbede unger til charmetrolde. 'Game over!' lyder undertitlen på tredje ombæring af vrøvlet. Det er truende ment, men lyder da lovende!