Det starter med smukke billeder i sand og brændende sol, og det slutter med smukke billeder i sne. Ikke et sekund svigter billedets skønhed Asif Kapadia og vice versa. Så 'Krigeren' er bestemt en film, man nyder at opleve med øjnene. Men bag øjnene sidder hjernen, og derinde kan man godt komme til at småkede sig lidt. Det går nemlig ikke ligefrem over stok og sten, når den ordknappe fortælling om den frafaldne lejesoldat Lafcadia udspiller sig i fortidens Rajasthan, den indiske ørkenprovins. Lafcadia er håndgangen mand for den lokale blodsuger af en tyran, men en dag får han nok af at hugge hovedet af fattige bønder. Med en højhellig ed fralægger han sig sværdet og volden som levebrød. Lafcadia vælger fredens vej for sig selv og sin søn Katifa. Men så let slipper han selvfølgelig ikke. For heller ikke i middelalderen var gangsterbosser vilde med at tillade førtidspensionering af lejemordere. Det er et klassisk tema, som man kender det fra både western og eastern. Revolvermanden, der vil trække sig tilbage, men bliver fastholdt i sin rolle. I en amerikansk western ville hele plottet derfra med dramaturgisk strenghed være indrettet på det opgør, der må komme til sidst. Den retfærdiggjorte vold. Nødværgens berettigede vrede. Duellen på hovedgaden. Uanset om krigeren var cowboy eller samurai; det store katharsiske klimaks i dramaet. Her har 'Krigeren' imidlertid en anden grundtone. En dybere betoning af menneskets behov for indre fred og harmoni. Sværdets logik er den samme som revolverens logik, men det er en logik, Asif Kapadia ikke uden videre følger. Lafcadia er ikke blevet fredselskende som dramatisk kontrast til filmens skurke. Han har bare valgt en anden vej. Som kameraet følger nordpå, mod sneklædte bjerge, mod menneskeligt fællesskab, mod afklaring og, trods alt tro imod genreforbilledet, mod en konfrontation med sine tidligere kumpaner.Som fabel og fodrejse er 'Krigeren' et fornemt billedtæppe. Dirrende i sine nærbilleder af Irfan Khans øjne og de solstegte landskaber i det filmisk ikke just overrendte Rajasthan. En film med indre ro og underspillet dramatik. Men i en film om en sværdkriger med samvittighedskvaler burde kunsten at underspille dramatikken måske ikke have haft helt så høj prioritet. Der er ingen indre motivverden i Irfan Khans chapatiwestern. Kun Lafcadias ansigt og urokkelighed. Så i dette agtværdige epos med det enkle pacifistiske budskab må jeg altså indrømme, at jeg efterhånden sad og savnede en stærkere markering fra den barske indiske krigsgud Rama Sjangh.