Mænd er mistænkelige, indrømmet, men er vi alle kvindemordere i svøb? Den overbevisning synes at have lejret sig dybt i forfatteren og litteraturlæreren Frannies sind, for jo mere bundliderlig hun bliver, og jo tættere hun kommer på at give sig hen til én, desto mere blodige og bogstavelige bliver hendes drømme og fantasier om ikke blot hans, men også hendes fars destruktive adfærd over for det svage køn. Nu er der faktisk også foregået et modbydeligt blodigt kvindemord i nabolaget, og opklaringsarbejdet forestås af den meget flotte detektiv Malloy, som hun bliver optaget - nej: besat af. Men netop ham - i hvert fald hans tatovering - mener hun at have set et glimt af sammen med den myrdede pige på mordaftenen. Alligevel kan hun ikke modstå hans på én gang rå og bløde tiltrækningskraft, forstår hendes halvsøster Pauline. Hende fik faren efter at have forladt Frannies mor, deraf mareridtene om hans morderiske charme. Meg Ryan - mester for filmhistoriens berømteste simulerede orgasme i restauranten i 'Da Harry mødte Sally' - er facetteret, modig og for så vidt overbevisende i Frannies skabsmasochistiske rolle, om end efterhånden påfaldende målløs af en litteraturlektor at være. Mark Ruffalo er en fåmælt og følsom hingst, vi kommer til at se meget mere til, Jennifer Jason Leigh er skrap og skrøbelig i søsterens rolle, og Kevin Bacon sitrende tæt på et sammenbrud som Frannies frustrerede tilbeder på vej i hundene. Som betjent Malloys makker udfører Nick Damici i billedets udkant en studie i åleglat undertrykkelse af aggressioner. Fra 'The Piano' kender vi Jane Campions mesterskab med stemningstunge billeder uden ord, og her er de klippet - for nu ikke at sige skåret, snittet og parteret, jævnfør titlens tvetydighed - i en tættere, moderne storbyrytme, der kun lægger en papirtynd hinde mellem kødets lyst og blodets alt for frie strømmen og strinten. Som filmen jo oprigtigt talt giver sig hen til, begge dele. I stedet for at skabe en egentlig udvikling i Frannies liv og sind. Dermed bliver det en grumme effektiv thriller, måske også en præcis studie i masochistiske kvindefantasmer. Muligvis endda en fodring af sadistiske mandefantasier, hvad véd jeg? Men - især med den melodramatiske, demonstrativt symboltyngede slutscene omkring det falliske fyrtårn - står den (filmen, altså) for mig ikke desto mindre som en pikfikseret, gennemneurotisk spekulation i blod og sex, uforpligtende hæftet op med banal symbolik.