En håndværkets fåmælte mand forelsker sig i en dannet, smuk kvinde af højere stand. Betagelsen gengældes. Men det unge par når kun at være sammen i få stunder. Så må de skilles. Ligesom de andre yngre mænd fra den bjergrige egn Cold Mountain drager den nyforelskede Inman i amerikansk borgerkrig i begyndelsen af 1860'erne på Sydstaternes side. Inden afrejsen besegles fortryllelsen mellem de to elskende af et enkelt, lidenskabeligt kys. Sådan begynder det to en halv time lange og hele syv gange Oscarnominerede amerikanske stordrama 'Tilbage til Cold Mountain'. Allerede da stilles det store spørgsmål, der kan få romantiske hjerter til at banke uroligt: Kommer Inman nogensinde tilbage til Cold Mountain og den pige, der lovede at vente på ham? Svaret skal ikke røbes. Men det kan godt afsløres, at man skal være både svoren romantiker og velvilligt indstillet for at tro på den romance hele filmen igennem. Det er måske både instruktøren og hovedrolleindehavernes skyld. Instruktør Anthony Minghella (bl.a. 'Den engelske patient') giver ikke det unge par mulighed for at vise i begyndelsen af filmen, hvorfor de kommer til at elske hinanden så højt, at deres kærlighed gror videre gennem hans deltagelse i borgerkrigen og hendes nød igennem frostmåneder uden vinterafgrøder. Dertil kommer, at hverken Jude Law i rollen som Inman eller Nicole Kidman i rollen som hans elskede Ada Monroe får lov til at blive hele personer for alvor. Filmen igennem lader den mørkøjede Jude Law aldrig sin velbyggede krop så meget som friste af kvinder, han møder på sin vej væk fra den krig, han forlader af troværdig væmmelse over dens meningsløshed og af længsel efter Ada Monroe. Og selv om smukke Ada er nødt til at lære både håndens arbejde og sultens gnaven at kende, forbliver hun lige så ren og smuk, som hun er i indledningen, hvor hun står i det sommerfrodige grønne landskab med et blufærdigt smil om sin lille rosenknop af en mund og på en prik ligner en porcelænsdukke med guldlokker under kysen og stramt korset under den småblomstrede krinolinekjole. Det er i alle historierne rundt om romancen, at 'Tilbage til Cold Mountain' fungerer. Krigens slag skildres i brutale, realistisk fotograferede scener, hvor sønderskudte soldater ligger blødende i bunker, så man næsten kan lugte det brændte menneskekød gennem lærredet. Og kommer til at tænke på andre krige. Med til at gøre 'Tilbage til Cold Mountain' underholdende og varieret er også en lang række nuancerede biroller, som for et par stykkers vedkommende er barokt sjove. Philip Seymour Hoffman spiller en dameglad pastor med tarmforstyrrelser og en meget personlig udlægning af Bibelens tekst. Og Renee Zellweger er Ada Monroes djærve, sortneglede modsætning, Ruby Thewes, der modvilligt falder for en buttet musiker med en dejlig bluegrasstone i livet - spillet af Jack White fra rockduoen The White Stripes. Også mere garvede skuespillere som Donald Sutherland og Natalie Portman sørger for, at 'Tilbage til Cold Mountain' lægger afstand til det smagfuldt rørstrømske. Det meste af tiden.