Det værste er ikke nødvendigvis at være typen, der altid falder igennem. Heller ikke selv om man falder lige så plumpt, som hovedpersonen Reuben i skikkelse af komikeren Ben Stiller gør det allerførste gang, han er med Polly (Jennifer Aniston) hjemme i hendes lejlighed, hvor han tager fast ophold på tønden og prutter og skider på et tordenskralds lydniveau inden for hendes hørevidde. Det værste er, når man føler sig desperat pinligt berørt. Og dernæst fuldkommen forgæves forsøger at skjule sine ansigtstab. Og sådan har Reuben det i den komiske, amerikanske kassesucces 'Men så kom Polly'. Reuben er risikoanalytiker, og hvis han kunne, ville han foretrække at gå gennem livet med gummihandsker og redningsvest på for at undgå problemer. I stedet ser han problemer alle vegne. Også når der er tale om små pinligheder, han kunne afværge ved at være sig selv bedre bekendt. Reuben er nærmest selvforsynende med problemer, hvad han selvfølgelig ikke selv kan se det morsomme i. Det kan den amerikanske manuskriptforfatter og nu også instruktør John Hamburg til gengæld. Det var John Hamburg, som skrev manuskriptet til 'Meet the Parents', hvor Ben Stiller også spillede en pinlig bejler - dengang over for Robert De Niro, der havde rollen som udspekuleret svigerfar. I 'Men så kom Polly' udvider John Hamburg rækken af pinlige karakterer med bl.a. en falleret, selvovervurderende skuespiller, som spilles af amerikansk films ypperste grimrian Philip Seymour Hoffman, der sveder, skider og falder igennem igen og igen. Med hele sin anseelige kropsvægt. Rollen som den risiko-uvillige Reubens veninde og modsætning, Polly, har den nydeligt spillende Jennifer Aniston. Som karikeret portræt af yngre, selvoptagede storbymennesker ud af velstillet, amerikansk middelklasse er filmen stereotyp og harmløs, men også velspillet og vittig indtil det punkt, hvor den taber sine sidehistorier og bliver så forudsigelig plat, at man kommer til at længes efter nogle kvikke, neurotiske Woody Allen-replikker.