Ville 'The Mother' være nået ud til et publikum uden for England, hvis det ikke havde været for dens saftige sexscener mellem en pensioneret husmor fra landet og en langt yngre hårdhændet håndværker fra storbyen? Det er muligt. Næppe sandsynligt. Men så meget desto mere glædeligt, at det sker, for filmen om den modne Mays uortodokse genopstandelse fra alderdommens henslumren rummer mange andre kvaliteter. Instruktøren Roger Michell har høstet mere end solide succeser med de to mainstream-komedier 'Changing Lanes' og 'Notting Hill', men det har ikke frataget ham lysten til stadigvæk at dyrke et mere intimt format med ganske anderledes psykologiske udfoldelsesmuligheder. Michell er kommet til filmen via teater og tv-dramatik, og det bærer 'The Mother' med manuskript af Hanif Kureishi præg af. Det er en spillefilm, men kunne næsten lige så godt være et eksempel på fornem britisk tv-dramatik. 'The Mother' er en udviklingshistorie. Fortællingen om det ældre ægtepar May og Toots, der kommer til storbyen London for at besøge børnene. Storbyens stress og jag tager livet af Toots, og May bliver efterladt i et limbo. Hun har på ingen måde lyst til at tage hjem. Der venter kun ensomhed, meningsløshed og mandens kolde tøfler. Hverken sønnen Bobby eller datteren Paula jubler ligefrem over at have fået mor på besøg. May bliver alligevel. I begyndelsen forstenet og forvirret. Men hurtigt draget mod den gifte håndværker Darren, der som gammel ven snedkererer for Bobby. Og er Paulas kæreste. Altså så mange følelsesmæssige forviklingstråde, at anslaget i bund grund er mere teatralsk end filmisk. Forholdet mellem May og Darren er omdrejningspunktet, men egentlig også filmens dramatisk mest postulerede. Fortællemæssigt har filmen nogle mærkelige huller. Som nu den gode Toots. En elsket bedstefar/far/ægtemand, som tilsyneladende er glemt af alt og alle i samme sekund, han er død! Bedst fungerer filmen som et røntgenbillede af en familie, der i takt med akkumulering af velstand er blevet ramt af indre armod uden selv at have opdaget det. De gamle er kun til besvær. Overladt til sig selv bliver børnene små egoistiske monstre i forældrenes spejlbillede. Sønnen Bobby og svigerdatteren Helen er et troværdigt og giftigt skræmmebillede på det moderne rotteræs. De og deres børn har alt. Undtagen tid og kærlighed. Datteren Paula er derimod anti-materialistisk. Søgende og tøvende. Lever og ånder for det kreative, men har ikke rigtig selv talentet. Hun har aldrig følt sig opmuntret af sin mor. Umodent skyder hun skylden for sin uformåenhed på moderen. Men måske har hun ret. Der ér en fatal mangel på kærlighed. Samt en ikke-erklæret krig og konkurrence mellem mor og datter, der pludselig får en mulighed for at manifestere sig, da Paula intetanende beder sin ufarlige gamle mor om at sondere terrænet hos Darren. Paula falder rutinemæssigt for de forkerte mænd. Mænd som Darren, der er sexede, maskuline og fatalt svage bag alt det lækre og stærke. Darren har en flot brystkasse, en uimodståelig potens og en rygrad som en regnorm. Spillet karismatisk af Daniel Craig, hvis mærkværdigt svømmende øjne hele tiden skvulper mellem naiv tillid og afgrundsdybt bedrag, man genkender fra 'Road To Perdition' og Francis Bacon-filmen 'Love Is The Devil'. Hans Darren er en slap desperado med klare aner i de vrede unge mænd i britisk film i begyndelsen af 1960'erne. En helt bevidst pointe fra Michells side. Dengang var en ny middelklasse ved at arbejde sig ud af arbejderklassens puppe. Nu er samme middelklasse ved at opløse sig selv i et velstandsboom akkompagneret af et totalt værdisammenbrud, synes Michells pointe at være. Som sociologisk familie- og klasseportræt er 'The Mother' skarp. Som portræt af en moden kvinde, der i syvende time opdager og tør stå ved sig selv som et modsætningsfyldt væsen, er filmen temmelig enestående. Anne Reid er hudløs, så det forslår. Som film bliver 'The Mother' efterhånden lovlig teateragtig og noget postuleret, men det opvejes langt af de øvrige kvaliteter.