Gid Gud ikke havde skabt kvinden

Forklædt som dreng. Den 14-årige pige Marina Golbahari spiller med vrede og sorg den 12-årige datter, der tvinges til at forklæde sig som dreng, for at familien kan overleve under Taleban-styret. - Foto: Øst for Paradis
Forklædt som dreng. Den 14-årige pige Marina Golbahari spiller med vrede og sorg den 12-årige datter, der tvinges til at forklæde sig som dreng, for at familien kan overleve under Taleban-styret. - Foto: Øst for Paradis
Lyt til artiklen

I deres ens, lyseblå burkaer ligner de løbende, demonstrerende kvinder en flod, der bruser over af vrede. Kvinderne vil ikke blande sig i politik, råber de. De vil bare have lov til at arbejde. Men den ret har Talebanstyret taget fra dem, og demonstrationen bliver mejet ned af militæret. Med billederne af de oprørte, ydmygede kvinder åbner instruktøren Siddiq Barmak sin film 'Osama', der er den første afghanske spillefilm efter Talebanstyrets fald i slutningen af 2001. Åbningsscenen er sigende for resten af filmen. På den ene side er kvinderne oprørte over styrets decideret umenneskelige behandling af dem. På den anden side er de i bogstavelig forstand magtesløse. De to sider tilsammen betyder, at kvinderne sidder som spændt fast i en skruestik. Det fine ved Siddiq Barmaks film er, at han fortæller en klar historie så intens, at man næsten bilder sig ind at kunne forstå, hvordan det er at blive klemt. 'Osama' bygger på en virkelig historie om en pige, der måtte finde sig at være klædt ud som dreng af hensyn til familiens overlevelse. Den 12-årige pige er eneste barn af en enke, der har mistet sin mand i krigen i Kabul og sin bror i krigen i Rusland. »Gid Gud ikke havde skabt kvinden«, siger den bitre mor, for da Taleban tog magten i Afghanistan fra midten af 90'erne, blev piger og kvinder efterhånden reduceret til en slags ikkemennesker. De måtte ikke ses, høres eller tage ved boglig lære. De måtte ikke engang arbejde, og hvad gør en enke, der skal forsørge sin 12-årige datter og oven i købet også sin gamle mor? Hun sulter. Eller forsøger at snyde det militante styre ved hjælp af sit barn, selv om datteren ikke har spor lyst til at snyde med. Moderen i filmen klipper datterens lange hår af, klæder pigen ud i drengetøj, og så begynder pigens problemer egentlig først for alvor. For hendes stemme, hendes træk og hendes opførsel røber, at hun ikke er nogen dreng. Selv om hun bliver kaldt drengenavnet 'Osama'. Der er ingen professionelle skuespillere med i 'Osama', som vandt 'Juryens Specialpris' i Cannes i 2003 og bl.a. også har vundet prisen Golden Globe i kategorien 'bedste udenlandske film'. Men som Osama fylder Marina Golbahari hovedrollekarakteren ud med vrede, undren og sorg. Filmen er gennemgående holdt i trøstesløshedens brune og grå nuancer. Men Osama har en integritet og en fantasi, der kun kan holdes nede med tvang. Til gengæld kommer man langt i den retning med hård magtanvendelse. De poetiske billeder i Siddiq Barmaks film er med til at fortælle, hvor langt man kommer. Og hvor meget man ødelægger imens.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her