En kerne af sympatiske hensigter kan man ikke helt frakende dette besynderlige miskmask af en film, der med Saturday Night Live-stjernen David Spade i spidsen forgæves forsøger at forene farcens løjer med et alvorsord om, hvor synd det kan være for barnestjerner, ikke mindst bagefter. Sandt nok, men spiren til en kritisk tanke om underholdningsindustriens ofre kvæles netop i underholdningsindustriel gas. Sitcombarnestjernen Dickie Roberts er altså vokset op til et job som parkeringsvagt - men med en usvækket tyrkertro på, at hans voksne comeback ligger lige om hjørnet. Alt er han og hans agent parat til at gøre for at skaffe ham en rolle - så da den ombejlede producer Rob Reiner (den største af filmens mange cameo-roller) vrager ham, fordi han mangler en 'normal barndoms' erfaringer, beslutter Dickie at gå 'i lære' som barn hos en far, der er pengegrisk nok til at indgå aftalen uden først at spørge kone og børn. Dét kommer der en stribe urefererbare og stort set pinlige gags ud af. Et par renskurede middelklasseunger er - stik imod filmens 'budskab' - misbrugt i rollerne som hans betalte plejesøskende, mens Craig Bierko og Alyssa Milano (selv fhv. barnestjerne for instruktøren!) har tilløb til typekomedie som hhv. faren og Spades dulle-veninde. Karakteristisk for Hollywoods dobbeltmoral hævdes Spades egen, unægtelig ret fisselettede figur udtrykkeligt at være 'kun til kvinder', så da han kommer til erkendelse (af at være uhjælpeligt voksen osv.), retter han jo blikket mod ferske Mar McCormack, der - det må siges til hendes ros - synes ret utilpas i plejemorens umulige rolle. Et kæmpe kor af fhv. børnestjerner ledsager rulleteksterne med et omkvæd af foragt for Michael Jackson, måske ikke helt grundløst, men her lige så umotiveret, usmageligt og ilde anbragt som resten af filmens kiksede forsøg på at være skovl og spade på én gang.