Vi bringer en efterlysning: Opfinderen af udtrykket 'bekvemmelighedsflygtning' bedes snarest melde sig ved billetlugen i København eller Århus, hvor der venter halvanden times tiltrængt efteruddannelse i form af en helt anderledes roadmovie. Lektionen i biffen vil med garanti stimulere informationsniveau og indlevelsesevne, men ikke nødvendigvis højne humøret. For tiden tilbringes sammen med to af den million mennesker, der hvert år flygter som levende smuglergods. Jamal er født i en flygtningelejr i Peshawar, Pakistan, som barn af to af de 50.000 afghanske flygtninge dér, men han kan lidt engelsk. Derfor får han, sammen med sin ældre fætter Enayatullah, 'chancen' for at komme til London. Onklen har pengene til en smuglerbillet. 'Chancen' i gåseøjne, for rejsen Iran-Tyrkiet-Italien-London er lige så meget en dødsrisiko: Det håndholdte digitalkamera følger helt tæt de to under politirazzia og tilbagesendelse, derpå gemt under et læs appelsiner på lastvognens lad, til fods gennem kurderbjergene med skarpe skud om ørerne og ikke mindst: 40 timers containerindespærring i totalmørke i skibslasten, sammenstuvet med børn og gamle og uden mad, drikke eller toilet. Bekvemmelighed? Som kamerateknikken understreger - i nervepirrende natteoptagelser er fotografen vist selv skydeskive for grænsevagter - ligger trykket på sidste del af genrebestemmelsen 'dramadokumentar'. Den nøgterne reportageteknik forhøjer unægtelig identifikationen med Enayat - så længe det varer - og Jamal, dvs. fra afrejsen i februar 2002 til tunnelturen under Den engelske Kanal i juni samme år - liggende under en lastvognsanhænger på to løse brædder! Smuglere, mellem- og bagmænd ser vi kun lidt til, årsagerne til flygtningetilværelsen slet intet. Fætrene og alle andre medvirkende 'spilles' af ikke-skuespillere, deres fortid og Jamals fremtid oplyses næsten ikke, men han er dog stadig i England. Den politiske ramme og analyse må man også selv medbringe. Lovlig nøgent, ærlig talt, for en film der trods alt vandt Guldbjørnen i Berlin 2003 - foran kunstnerisk fuldbårne rivaler som 'The Hours', 'Hero' og 'Goodbye, Lenin'. Men til gengæld enestående virkningsfuldt på reportagens hovedfelt: Som hjælp til en indlevelse, der bliver mere og mere tiltrængt! Enhver kort nyhed om desperate båd- eller containerflygtninge vil for fremtiden fremkalde smerteligt konkrete erindringsbilleder af afstumpetheden 'In This World'.