»Krig er unge mænd, der dør, og gamle mænd, der taler«. En enkel konstatering, men trods sin aktualitet næppe rigtig grund nok til netop nu igen at sætte sandaler og slagsværd i storproduktion til en ny mammutfilm om alle storkriges moder, de græske bykongers årelange belejring af Troja for godt og vel 3.000 år siden. Men mange skefulde dybere ned i kriges væsen og årsager når den dyre film desværre ikke. Hvad værre er: Det, den savner i dybden, kompenserer den for - i længden! For når Homers episke kæmpedigt, som her renses for olympiske skønhedskonkurrencer og anden guddommelig indgriben i menneskers liv, er resten psykologi og politik for begyndere: En målbevidst, selvsikker magthaver behøver kun et spinkelt påskud - et tilfælde af utroskab, en påstand om skjulte masseødelæggelsesvåben el. lign. - for at udløse en længe ønsket berigelseskrig mod et i forvejen velopbygget fjendebillede. På vej hjem fra en fredsforhandling med Spartas konge, Menelaos, røber den trojanske prins Paris for sin mere ansvarlige storebror Hector, at han har smuglet kongens kone med sig ud, og med den skønne Helenes sidespring er krigen uafvendelig. Den bedragne ægtemands storebror, Agamemnon af Mykene, er nemlig en antik magtpsykopat, som vi ser det i en prologisk scene om, hvordan den selvrådige Achilleus anfægter Agamemnons krav på overkommando. At genindsætte striden mellem disse to kamphaner som det centrale tema er Wolfgang Petersens egentlige Homer-loyale indsats, båret af to skuespillere med voldsom udstråling: Skotske Brian Cox med Braveheart-fletninger er den stjernegale, selvrådige mykenske hersker, ægæernes svar på en Godfather. Og svøbt i læderrustning og blankskinnende kropsolier er Brad Pitt en både guddommelig og dyrisk Achilleus, dræbermaskine med ét blødt punkt. Ikke hælen, den rammes, men nævnes lige så lidt som usårligheden. Nej, hans akilleshæl er kærligheden. Erotisk til trojanerkvinden Briseis, og her kun broderligt til sin purunge fætter Patroklos - hvis død jo netop udløser den vrede, Gudinden skal besynge hos Homer. Enkelte andre scener lever: Orlando Bloom som panisk prins Paris i denne umodne blegnæbs fuldt forståelige forsøg på flugt fra tvekampen med Menelaos, irske Brendan Gleeson. Og den lige så berømte scene i hjemmet mellem den lidt for pæne Eric Bana ('The Hulk') som Hector, helt imod sin vilje, og hans elskede Andromache, i Saffron Burrows' skikkelse skønnere end stridens blege æble, Diane Kruger som Helene selv. Sean Bean havde man gerne set mere til som Odysseus, Peter O'Toole krukker kun beskedent i rollen som Priamos, mens Julie Christies korte gæsteoptræden som Achilleus' mor, nymfen Thetis på muslingejagt, er overflødig, ja, ufrivilligt komisk. Computerhjælpen, som skulle være en ny Troja-films styrke, er også blevet dens svaghed. Digitalt kan Achilleus sættes i stand til at stikke selv kæmper ned ovenfra med et særligt tigerspring, og samme teknik gør Trojas brand efter træhestens ankomst til en altomsluttende oplevelse, betydeligt værre end ild i laden. Men til gengæld mislykkes det totalt at få os til at måbe ved synet af ægæernes uendelige armada. Tusind skibe stævner frem over det violblå hav i den rosenfingrede dagning, men alt for ens: Der er dømt 'legetøjsmuseum' og 'tinsoldater', når myrmidonerne sejrer i samme computers mangfoldiggørelsesprogram. Wolfgang Petersen, hvis langtrukkenhed var så velanbragt enerverende i 'Das Boot', har ikke samme held her, skønt han har trængt Iliadens begivenheder dramatisk sammen til få dage. Og f.eks. gjort kort proces med Agamemnon, så dér røg både Homer-loyaliteten og hele Orestien, tragedie-rækken om Mykenekongens hjemkomst til hævngerrig kone og børn. Sortseersken Kassandra må vi helt undvære her, men til gengæld får Æneas lige klemt sig ind i flokken på flugt fra Troja, så her er en kattelem for 'fortsættelse i næste nummer'. Behovet for dét er ikke påtrængende.