Sammenlignet med de første katastrofefilms emner - flystyrt, lokallaviner, hotelbrande eller bidske hajer på udsatte steder - må man indrømme filmen her et emne af anderledes global væsentlighed: Hvad nu, hvis drivhuseffekten med isafsmeltning på polerne desuden ændrer oceanernes saltindhold og de varme havstrømmes forløb så radikalt, at ...? Ja, så ville USA's regering måske fortryde fodslæberiet i Rio- og Kyoto-aftalerne. Men alt for sent, især hvis klimaskiftene kunne foregå med - bogstaveligt - lynets hast, som her, hvor tempereret klima slår om i fimbulvinter på få uger. Først ser vejrhistorikeren (palæoklimatologen) Jack Hall under polart borearbejde en isflage lidt større end Fyn knække af polkalotten. Så falder der sne i New Delhi og hagl i grapefrugtstørrelse over Tokyo, hvorpå Hawaii og Los Angeles hærges af orkan og tornadoer. Meteorologiske målebøjer i Atlanten melder om bratte temperaturfald, alle nordlige trækfugle søger mod syd. De scener virker på os tilskuere, ikke mindst da en flodbølge rammer Manhattan! Og USA's vicepræsident mener vist som vor hjemlige regerings optimistiske miljøvogter nr. 1, at hver dag har nok i sit, og man kan kun løse ét problem ad gangen. Men snart må det meste af USA's befolkning evakueres til Mexico eller længere sydpå - og ydmygt takke bananrepublikkernes regeringer for større gæstfrihed end dén, vi rige lande p.t. viser over for flygtninge sydfra. Med andre ord: Højinteressante perspektiver! Men desværre samtidig set med udpræget nær- eller ligefrem snæversynethed, nærmere bestemt den særligt hollywoodske etnocentriske provinsialisme, udtrykt i ligningen verden = nordamerikansk middelklasse. En optik Dennis Quaid her inkarnerer lige så mimisk monotont som altid som klimahelten, der først forsømmer familien for at råbe for Washingtons døve ører, men også får brug for praktisk polar grønspættekundskab, da han rykker ud i snesko for at undsætte sin søn i det oversvømmede New York, nu også ramt af lynfrosten. Med en sød high school-veninde er sønnen, i Jake Gyllenhaals mere nuancerige spil, søgt ind på biblioteket, hvor de sammen med et håndplukket repræsentativt befolkningsudsnit, fra kvindelig bognørd til sort posemand m. hund, holder varmen ved at fyre verdenslitteraturen af i læsesalens pejs. Om én Gutenberg-bibel virkelig kan holde træk i en skorsten med frosthul ud til det tomme rum, er den mindste af de ubesvarede gåder på dette stadium. Gode gamle Ian Holm er vist også blevet lynfrosset på en skotsk vejrstation, men instruktør Emmerich - med 'Godzilla's og 'Independent Day's træning i overblik over masseoptrin - har glemt ikke alene ham, men alle de ikke-amerikanske dele af kloden, der ellers ligger lige så udsat nord eller syd for vendekredsene. Hvor ville man gerne have sendt denne verdens Lomborger til anskuelsesundervisning i biffen, men desværre: Trods det gode emne og adskillige imponerende digitaleffekter kan filmen til syvende og sidst bedst lære os, hvor fikst en global katastrofe i underholdningsindustriens fløjlsklædte jernnæve forvandles til løsning - på en mindre familiekonflikt!