I sikker forvisning om sin pondus som berømt amerikansk instruktør med speciale i kontroversielle politiske spillefilm kommer Oliver Stone trampende ind i Mellemøstens hvepserede. Attituden er gennemført no nonsense. Hør nu, venner, skal vi nu ikke lige prøve at finde ud af, hvad denne her konflikt egentlig handler om? Stone, der efterhånden ligner Ernest Hemingway ikke så lidt, går lige til sagens kerne. Uden falbelader og uden de sædvanlige indviklede historiske forklaringer om, hvorfor intet kan lade sig gøre. Det kan synes en smule usmageligt, at Mr. Stone i dén grad bliver filmens gennemgående hovedperson, men på den anden side betyder det, at man som tilskuer føler, man er med inde i magtens korridorer. Filmens suspense er i næsten rørende grad selvskabt. Filmholdet sidder i et uvishedens limbo og venter på at komme i audiens hos Arafat. Men tiden er knap. For Oliver Stone er en travl mand, og - helt ærligt - han har trods alt afsat hele fem dage til Mellemøsten. Mens selvmordsbomberne sprænger sig selv i luften på gadehjørnerne, og israelerne smadrer Arafats hovedkvarter i Ramallah, får Oliver Stone sig en sludder med ikke så få af konfliktens andre nuværende og tidligere nøglepersoner. Han snakker med Ehud Barak, Benjamin Netanyahu og med Hamas-talsmanden Hasan Yosef. Stone snakker med formummede repræsentanter for al-Aqsas Martyrbrigade. Hamas-manden fyrer fanatiske floskler af. De unge partisaner i al-Aqsa Brigaden står i grel modsætning med klart definerede motiver og politiske mål. Stone prøver, forgæves, at komme til at tale med Yassir Arafat, men Arafat er kun interesseret i at få taget flatterende gruppebilleder i selskab med berømtheder. 'Persona Non Grata' kommer indirekte til at skildre Arafat som et stykke våd håndsæbe, en tøvende, utroværdig anstødssten for en realistisk fred. Senere begivenheder synes at understrege det, selv om det har vist sig, at en højtstående israelsk efterretningsofficer systematisk har overdrevet Arafats uvilje til fred over for de israelske beslutningstagere. Filmens helt, for sådan en kan Oliver Stone ikke undvære, bliver Shimon Peres. Den tidligere israelske premierminister fra Arbejderpartiet, der imponerer med kloge ord og illusionsløse analyser. Budskabet har mange forskellige udtryk og lige så mange motiver, men er i de fleste tilfælde det samme: Fred i Mellemøsten bliver der først, når Israel opgiver besættelsen af Vestbredden mod garantier om fred og tillader palæstinenserne at regere sig selv fra Østjerusalem. På sin egen buldrebassefacon får Stone konfliktens aktører til at skære en kompleks situation ud i pap. Budskabet rummer et spinkelt håb. Situationen er fortvivlende og kompliceret. Men ikke uløselig.